Udfordringer

31 Dages oprydning – Bliv venner med din netbank – Dag 27

januar 27, 2020

Jeg tror nok, at jeg dengang jeg begyndte at arbejde med mit forhold til penge, havde brug for mere end en enkelt dag til at blive venner med netbanken, men vi må jo starte et sted, og i dag er den bedste dag at starte!

Dagens udfordring lyder: Kig ind i din netbank. Er der ting, du skulle have betalt? Er der noget, der skal kigges på? Gør det nu og gør det i øvrigt til en vane ofte at se ind i netbanken – gerne 2-3 gange om ugen.

Da jeg i sin tid lavede min workshop ‘Fra kaos til kærlighed’, var der naturligvis også et modul om penge. Det var simpelthen så interessant at dykke ned i, fordi de fleste af os har nogle skygger omkring penge. Vi har alle lært nogle ting i vores barndom omkring penge, som ikke altid er så gavnlige for os. Ting, som følger os i voksenlivet, som kan skabe blokeringer, ubehagelige følelser etc.

Hvordan har du det med penge?

Er du venner med din netbank?

Hvordan blev der talt om penge i din barndom?

Er de pengehistorier du render rundt med dine egne, eller er de måske dine forældres?

Der er rigtig mange gode spørgsmål, vi kan stille os selv omkring penge, og du kan måske komme på endnu flere?

Jeg har tidligere skrevet lidt om penge her . Her skrev jeg også lidt om mit og min mands forhold til penge. Vi besluttede i år 2017, at vi ville være gældsfri, og vi betalte en stor gæld af (som vi havde i forbindelse med et salg af en lejlighed). Det har været den største befrielse ikke at skylde penge væk! Det kan faktisk slet ikke beskrives, hvor dejligt det er. Her er nogle af de tips, vi brugte dengang:

Tips til at få styr på økonomien:

  • Skab overblik – Tjek alle posteringer på din bankkonto fra det seneste halve år og få styr på, hvor dine penge forsvinder hen!
  • Brug eks. Spiir.dk til at skabe overblik.
  • Stop med at købe ting, som ikke er absolut livsnødvendige.
  • Begynd at forstå, at ting ikke er lig med glæde.
  • Arbejd med at slippe behov.
  • Stop med at gå i butikker, netbutikker etc.
  • Lav et ugebudget.
  • Skab overblik over økonomien: Lav kontoer til mad, sjov, opsparing etc.
  • Vær realistisk omkring hvor meget, der skal indsættes på disse konti hver måned.
  • Overhold dit budget.
  • Væn dig til at tjekke din netbank ofte og gerne hveranden dag.
  • Har du gæld så skab overblik over, hvor meget du reelt kan afdrage med hver måned.
  • Få afdraget klatgæld som det første, eller forsøg at få samlet al din gæld et sted (i banken).
  • Omlæg dyre lån, hvis det er muligt.
  • Lån aldrig penge til forbrug!
  • Køb aldrig ting, som du ikke har penge til.
  • Køb altid for mindre end det du tror (og det banken siger), at du har råd til! Det er alt for sårbart at købe et dyrt hus – Det koster virkelig meget – mest af alt tid med dine kære, og er det det værd?
  • Vid, at huskøb, bilkøb etc. har stor indflydelse på dit fremtidige liv. Hvor meget vil du arbejde for et hus og en bil? Er det din tid og din frihed værd?
  • Køb et mindre hus i stedet for et stort – Læs her, hvorfor det giver god mening.
  • Tjek op på forsikringer – Kan det gøres billigere?
  • Tjek familiens telefoni – Kan I få billigere abonnementer?
  • Hvad med transport? Kan bilen sælges? Kan I tage toget, cyklen eller gå i stedet?
  • Skift bank, A-kasse etc. Måske er det billigere et andet sted?
  • Spar på energien. Tør tøj på tørresnor frem for tumbler, brug sparepærer, skru ned for varmen etc. vask dit tøj mindre.
  • Skab en minimalistisk garderobe med få stykker tøj.
  • Lav madplaner og køb kun ind maks to gange om ugen og basisvarer 4 gange årligt (dette taler jeg om i køkkentemaet på min workshop).
  • Tjek alle abonnementer – Skal du både have Netflix, Viaplay, HBO etc.?
  • Hav altid en buffer – Læg en lille smule til side hver måned, så der altid er råd til, hvis vaskemaskinen skulle gå i stykker eller lignende.

Gode råd til samtalen med din partner om penge:

At få god og stabil økonomi er et samarbejde, hvis man har en partner. Derfor nytter det ikke, at skælde ud, være frustreret og skændes om penge. Jeg synes, at man bør sætte tid af til at se på tingene sammen. Det kan dog hurtigt blive til kedelige skænderier, hvis man ikke lige ser tingene fra samme sted, så derfor har jeg lidt råd til, hvordan man kan gribe det an:

  • Aftal tidspunkter, hvor økonomien ses igennem – Er det hver anden søndag kl. 15.00? Eller mandag aften kl. 20.00?
  • Arbejd ud fra en plan og hold jer til emnet.
  • Bebrejd aldrig hinanden for tidligere dumheder, hvad gavner det fremtiden?
  • Hold dig altid på egen banehalvdel – Sig ‘jeg føler’,’jeg synes’, ‘jeg tænker’ og aldrig ‘du gør’, ‘du beslutter altid’ etc.
  • Find fælles mål, som I sammen kan arbejde henimod.
  • Vær kærlige overfor både hinanden og jeres penge.

Held og lykke!

Vi ses i morgen!

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.