Der var en gang, hvor jeg ofte havde ondt i maven over penge. Jeg bekymrede mig ofte over, at jeg ikke følte, at vi havde nok. Jeg var bange for fremtiden, og jeg var bekymret over vores gæld. Sådan er det ikke længere.
Det næste vi skal i gang med på min workshop er emnet ‘penge’. Et af de emner, som for mig er virkelig spændende! For penge er for rigtig mange af os svært at snakke om. Der er så mange tabuer forbundet med penge. Vi skammer os og bekymrer os, hvis vi har for lidt af dem, og vi snakker ikke for højt om det, hvis vi har mange. Jeg har fundet det interessant at kigge lidt på mine egne pengehistorier og arbejde med dem og for at få helt styr på mine egne følelser omkring penge, har jeg fundet mig en pengementor. Der findes nemlig mennesker, som kan hjælpe en, hvis man har brug for at arbejde med de historier, man har omkring penge. Ofte er de historier vi har omkring penge nemlig ikke vores egne. De er måske vores forældres, eller andre tidligere generationers og det er i mine øjne meget sundt at blive opmærksom på, fordi de har en betydning for, hvor gode vi er til at lukke penge ind i vores liv.
Selv er jeg vokset op med en far, som fortalte mig, at penge ikke hænger på træerne. Købte jeg noget til mig selv, sagde han altid: ‘de rige og dem, der har penge kan sagtens’ og andre ting i samme stil. Det meste af mit liv, har jeg fortalt mig selv, at penge er svære at få fat i, at de ikke hænger på træerne, og at jeg aldrig ville have nok af dem. Indtil jeg fandt ud af, at min fars historier simpelthen ikke gavnede mig. Nu kan det lyde som om, at jeg bebrejder min far, men det gør jeg ikke! Min far var et produkt af en tid, hvor man købte ind med rationeringsmærker, og alt var sparsomt. Han gjorde det, som han havde lært og gav det videre til mig. Det er jo ofte sådan vi forældre gør, hvis ikke vi tager et aktivt valg om at ændre på de historier, vi har fået fortalt igennem vores liv.
Jeg arbejder med mine historier, og jeg har fået nye indsigter.
Jeg er faktisk god til at tjene penge, og jeg kan endda tjene penge på ting, som jeg synes er sjove at tjene penge på. Det er en dejlig indsigt!
I forhold til økonomi, så har min mand og jeg gjort ting, som ikke var helt gennemtænkte. Ingen af os har lært, hvordan man egentlig gør det der med penge, og det er en problematik, som mange mennesker lider under: Fordi der er så mange tabuer forbundet med penge, så er de fleste af os dårlige til at lære vores børn om penge på en positiv måde. Vi giver vores egne historier videre.
Min mand og jeg købte år tilbage en alt for dyr lejlighed i København. Da vi fik børn, havde ingen af os lyst til at blive boende i København. Vi havde andre drømme om livet med børn. Vi ville give vores børn natur, lade dem se årstidernes skiften uden for vinduet, have hav og skov tæt på etc. Vi valgte at sælge vores lejlighed, men havde svært ved at komme af med den igen, så den var til salg meget længe, vi havde dobbelt husleje i en uendelighed, og vi tabte penge! Rigtig mange penge endda. Den kedelige gæld har fulgt os i mange år. Den har været en tung byrde, som har givet bekymringer, spekulationer og søvnløse nætter. I en del år valgte vi at blæse på det. Vi tog impulsive beslutninger omkring vores økonomi og brugte for mange penge. Indtil vi satte os ned og sammen tog beslutningen om en ny vej.
Minimalistisk livsstil
Jeg elsker alt det, som den minimalistiske og bevidste livsstil har givet os. Vi har fået fred, ro, nærvær, kærlighed, tid, frihed og STABIL ØKONOMI!
Fordi vi har valgt et liv, hvor vi ikke længere køber ting, vi ikke har brug for, så har vi kunnet afdrage vores gæld med et meget højt beløb hver eneste måned.
Fordi vi har valgt at leve minimalistisk, kan vi have vores børn hjemme og være sammen med dem hele tiden. Fordi vi har valgt at leve som minimalister, har min mand kunnet vælge et job fra, hvor han arbejdede 60 timer om ugen og vælge et job, hvor vi har langt mere tid sammen som familie. Vi har valgt, at vores materielle ting ikke skal have en ret stor betydning i vores liv. Vores ting er ikke vores identitet. Det har gjort ALT i forhold til at have en stabil økonomi, hvor vi ikke skal ligge søvnløse om natten.
På min workshop ‘Fra kaos til kærlighed – Få ro i dit hjem på 12 uger’ , fortæller jeg en masse om, hvordan vi hurtigt har fået styr på gæld og økonomi. Jeg fortæller, hvordan vi på ganske kort tid har afdraget en stor gæld. Vi arbejder med de historier, vi er vokset op med, og vi får set økonomien godt igennem, så vi ikke skal have ondt i maven, når vi tjekker netbanken. Jeg mener, at vi alle skylder os selv at få styr på, hvad det egentlig er, vi ønsker os i livet. At få et overblik over økonomien giver ro i sindet og bedre muligheder for, at leve som vi ønsker. I forhold til økonomi er der ingen quickfixes! Vi må bruge tiden til at sætte os ned og se derind, hvor det gør ondt!
Tips til at få styr på økonomien:
- Skab overblik – Tjek alle posteringer på din bankkonto fra det seneste halve år og få styr på, hvor dine penge forsvinder hen!
- Stop med at købe ting, som ikke er absolut livsnødvendige.
- Begynd at forstå, at ting ikke er lig med glæde.
- Arbejd med at slippe behov.
- Stop med at gå i butikker, netbutikker etc.
- Lav et ugebudget.
- Skab overblik over økonomien: Lav kontoer til mad, sjov, opsparing etc.
- Vær realistisk omkring hvor meget, der skal indsættes på disse konti hver måned.
- Overhold dit budget.
- Væn dig til at tjekke din netbank ofte og gerne hveranden dag.
- Har du gæld så skab overblik over, hvor meget du reelt kan afdrage med hver måned.
- Få afdraget klatgæld som det første, eller forsøg at få samlet al din gæld et sted (i banken).
- Omlæg dyre lån, hvis det er muligt.
- Lån aldrig penge til forbrug!
- Køb aldrig ting, som du ikke har penge til.
- Køb altid for mindre end det du tror (og det banken siger), at du har råd til! Det er alt for sårbart at købe et dyrt hus – Det koster virkelig meget – mest af alt tid med dine kære, og er det det værd?
- Vid, at huskøb, bilkøb etc. har stor indflydelse på dit fremtidige liv. Hvor meget vil du arbejde for et hus og en bil? Er det din tid og din frihed værd?
- Køb et mindre hus i stedet for et stort – Læs her, hvorfor det giver god mening.
- Tjek op på forsikringer – Kan det gøres billigere?
- Tjek familiens telefoni – Kan I få billigere abonnementer?
- Hvad med transport? Kan bilen sælges? Kan I tage toget, cyklen eller gå i stedet?
- Skift bank, A-kasse etc. Måske er det billigere et andet sted?
- Spar på energien. Tør tøj på tørresnor frem for tumbler, brug sparepærer, skru ned for varmen etc. vask dit tøj mindre.
- Skab en minimalistisk garderobe med få stykker tøj.
- Lav madplaner og køb kun ind maks to gange om ugen og basisvarer 4 gange årligt (dette taler jeg om i køkkentemaet på min workshop).
- Tjek alle abonnementer – Skal du både have Netflix, Viaplay, HBO etc.?
- Hav altid en buffer – Læg en lille smule til side hver måned, så der altid er råd til, hvis vaskemaskinen skulle gå i stykker eller lignende.
Gode råd til samtalen med din partner om penge:
At få god og stabil økonomi er et samarbejde, hvis man har en partner. Derfor nytter det ikke, at skælde ud, være frustreret og skændes om penge. Jeg synes, at man bør sætte tid af til at se på tingene sammen. Det kan dog hurtigt blive til kedelige skænderier, hvis man ikke lige ser tingene fra samme sted, så derfor har jeg lidt råd til, hvordan man kan gribe det an:
- Aftal tidspunkter, hvor økonomien ses igennem – Er det hver anden søndag kl. 15.00? Eller mandag aften kl. 20.00?
- Arbejd ud fra en plan og hold jer til emnet.
- Bebrejd aldrig hinanden for tidligere dumheder, hvad gavner det fremtiden?
- Hold dig altid på egen banehalvdel – Sig ‘jeg føler’,’jeg synes’, ‘jeg tænker’ og aldrig ‘du gør’, ‘du beslutter altid’ etc.
- Find fælles mål, som I sammen kan arbejde henimod.
- Vær kærlige overfor både hinanden og jeres penge.
5 Comments
Hej Lisbeth.
Jeg har tilmeldt mig din workshop. Desværre er vores computer gået i stykker og vi kan ikke overføre min gamle mail adresse til den nye computer. Derfor er jeg nu at finde på adressen: bentheogmichael@email.dk i stedet for den næsten identiske bentheogmichael@mail.dk. Det er altså nu email i stedet for mail. Håber, at du vil kontakte mig på den nye.
Det er helt i orden;o)
[…] Du kan få endnu flere fif i mit indlæg om hvordan minimalisme har ændret vores økonomi. […]
[…] Jeg har lavet et indlæg med en masse gode sparetips, som du kan læse her. […]
[…] har tidligere skrevet lidt om penge her . Her skrev jeg også lidt om mit og min mands forhold til penge. Vi besluttede i år 2017, at vi […]