Gode vaner og taknemmelighed

Din tid er vigtig – mine fif til gode medievaner

marts 27, 2016

Der har været stille på bloggen i en tid. Mine børn har været ramt af influenza på skift, og så blev jeg selv ramt af manglende inspiration. I har sikkert lagt mærke til, at min nye blog her ændret sig en smule fra min gamle. Jeg har nemlig tænkt meget over, hvordan jeg gerne vil blogge, hvordan jeg gerne vil inspirere, og hvad jeg gerne vil give til jer læsere. Jeg har lyst til noget dybere end de små hverdagsindlæg, som man finder på de fleste blogs, og som også var en stor del af min gamle blog. Der er ikke noget galt med hverdagsindlæg om ture i skoven etc. i hvert fald så længe de er til inspiration for læseren, men jeg tænker meget over tiden som rigtig mange af os bruger på nettet. Din tid og min tid er vigtig, og de fleste af os ønsker os mere af den, så vi når mere af alt det, vi gerne vil. Jeg ønsker mig at I, der læser med på min blog ikke føler, at I spilder tiden, når I læser her. Når jeg sætter mig ved computeren og skriver, så er det fordi, jeg har noget på hjerte, som jeg føler er så vigtigt, at det ikke bare kan blive i mit hoved. Det jeg skriver, skal være noget, som jeg tror kan give andre mennesker værdi.

Tiden er kostbar, og hver eneste gang vi vælger at læse en blog, at læse en artikel, at sidde ved computeren og surfe på internettet, så går der tid fra andre ting. Ting, som i princippet kunne være vigtigere end at læse mine blogindlæg. Der går tid fra vores børn, fra samvær med dem, som er vigtige for os, og der går tid fra de ting, som vi drømmer om at udrette i livet. Vi kender det alle sammen – at sidde og kigge på facebook. Vennerne linker til det ene og det andet, og vi læser, tager tests, der viser hvilket dyr vi er, hvilken kendt person, vi har mest til fælles med, og hvilke ord vi bruger oftest. Vi læser artikler, ser på vennernes billeder og vi læser deres statusopdateringer, og før vi ved af det er der gået timevis uden, at vi egentlig har foretaget os noget som helst fornuftigt. Jeg mener ikke, at medierne er et problem, når vi har et afbalanceret forhold til dem, men hvis vi pludselig bliver for styret af dem, så er det et problem.

Vores tid er vigtig! Vi bør prioritere og gøre de ting, som giver os mest glæde.Vi skal vælge til og fra og ikke lade facebook eller andre medier bestemme, hvordan vores tid skal bruges. Det er så let at blive taget af strømmen, at glemme at stoppe op og spørge os selv, hvad vi egentlig vil bruge tiden på. Måske den tid vi bruger på blogs, som vi bare besøger af vane, tiden der bruges på at læse artikler, som ikke nødvendigvis er interessante, bare fordi vores veninder linker til den, og tiden vi bruger på at lægge billeder på Instagram – måske den tid kan bruges bedre? Måske kan vi blive bedre til at prioritere og sætte nogle rammer, så vi bliver friere, og så vi får mere tid til at finde vores egentlige livsformål og det, som giver os sand glæde.

For mig er det også en del af den minimalistiske livstil og tankegang at være bevidst om, hvordan jeg bruger min tid, og at det er mig der bestemmer over tiden. Det skal ikke være notifikationerne, som popper op på telefonen i tide og utide, fjernbetjeningen som har for vane at zappe videre, når programmerne bliver for kedelige, mine venners opslag på facebook etc, der styrer min tid på de digitale medier. Jeg øver mig i selv at bestemme og ikke være styret af noget uden for mig selv.

Her er nogle af mine fif til at få et friere forhold til TV og de sociale medier:

  • Slå notifikationer fra og hav kun få apps på telefonen

Jeg har ikke facebook og mail på telefonen, da jeg så ved, at jeg vil komme til at tjekke oftere, end jeg ønsker det. Jeg har slået alle notifikationer fra på telefonen, da jeg ikke synes, at dem der udvikler apps skal bestemme, hvornår jeg skal åbne dem.

  • Modtag kun få nyhedsbreve

Jeg tilmelder mig kun et nyhedsbrev, hvis jeg ved, at det er noget, som vil skabe oprigtig værdi i mit liv. Giver det ikke værdi, skaber det rod og skal afmeldes med det samme.

  • Tjek TV-programmet indet TV’et tændes

Jeg tænder ikke fjernsynet for bare at zappe rundt på må og få for at finde noget, jeg gerne vil se, fordi jeg ikke har noget at foretage mig. Jeg ser kun TV, når der er et program, som jeg virkelig ønsker at se. Jeg beslutter altid hvor meget tid, jeg vil bruge foran skærmen i løbet af dagen. Det bliver til et par timers TV om ugen, da det begrænser sig til en film eller en serie på sofaen i ske med min mand fredag eller lørdag aften.

  • Sæt tid af til facebook

Jeg har besluttet hvor mange gange i løbet af dagen/ ugen, jeg vil være på facebook. Det virker for mig, at det er på bestemte afgrænsede tidspunkter af døgnet.

  • Stop med at købe ting på internettet

Jeg køber ikke ting på internettet. Faktisk køber jeg slet ikke ting! Jeg har tidligere skrevet om, at jeg pt. ikke ønsker at købe materielle ting. Det er for mig frihed ikke at kigge i internetbutikker og ikke at have fokus på at skulle købe og eje flere ting. Det giver plads til at fokusere på vigtigere ting.

  • Tag ferie fra internet, telefon og TV

Jeg tager hvert år lange ferier fra internettet, telefonen og TV’et. Det giver så meget energi at slippe ‘larmen’ i en periode og nyde naturen i en svensk skov. Det giver plads til en helt anden fordybelse i bøger, i nærvær med familien og i roen i naturen.

Jeg føler, at der ved hjælp af rammerne er mere overskud til nærvær med mine børn. Jeg er mere til stede og glemmer at fokusere på, hvad der sker på internettet. Vi går lange ture, vi laver dejlig mad, og jeg har tid til at skrive. Når jeg sætter mig ved computeren eller foran fjernsynet, så er det ikke af kedsomhed, men fordi det har et formål, og fordi jeg har lyst – Ikke fordi jeg bliver drevet af afhængighed.

Det føles frit, rart og let!

Hvordan er dit forhold til de digitale medier?

Smilerynker.dk er en reklamefri blog.

Bliver du inspireret, når du læser mine indlæg? Gør de en forskel for dig?

Så kan du give et selvvalgt bidrag og støtte mit arbejde:

You Might Also Like

9 Comments

  • Reply Lisbet/Livsglimt marts 28, 2016 at 11:13 am

    Kære Lisbeth

    Jeg er meget enig med dig. Din blog er en prioritet hos mig af præcis de grunde, du nævner. Så mange tak, fordi du blogger! Jeg gør mange af de samme ting som du i forhold til TV, apps, nyhedsmails og så videre, men synes alligevel internettet har det med at “snyde” mig, fordi man altid lige kan tjekke og altid lige kan havne et andet sted, end man startede! Pt. er min løsning blevet, at jeg kun er på nettet to dage om ugen, alle andre dage benytter jeg kun internetforbindelsen til mail, Messenger og forældreintra. Det fungerer rigtig godt, fordi det naturligt sorterer ud i spild og kvalitet! Din blog tjekker jeg altid. Jeg synes, du har skrevet mange inspirerende ting allerede her på din nye blog. Så igen: Tak for det:-)

    Kh Lisbet

  • Reply Bodil marts 29, 2016 at 8:01 am

    Hej Lisbeth
    Godt indlæg – jeg kan godt lide, at du gerne vil give din blog mere dybde og eftertænksomhed. Helt enig med dig mht. at tænke over den tid der forbruges med “ligegyldig” surfen på internettet. Især vigtigt at få lært sine børn.
    Bedste hilsner
    Bodil

  • Reply Ida april 4, 2016 at 11:51 am

    Kære Lisbeth
    Hvert af dine indlæg her, har været meget betydningsfulde i vores hjem, og jeg er glad for at du deler. Gennem dine indlæg har jeg (og min mand) fået inspiration til at finde ind til kernen af hvad der betyder noget. Det er en rejse, og vi falder let i fx mediefælden, derfor er det dejligt, at du deler, og efterhånden så tjekker jeg din blog hver gang jeg går på nettet. Det i sig selv er en lille reminder, som husker mig på at mærke efter. Jeg er selv startet på en udrensningskur, flere års mere eller mindre dårlige madvaner bliver renset ud og ligesom at rydde op i sit hjem gør det meget at rydde op i sig selv, det giver et kæmpe energi niveau, livsglæde, selvværd og gør mit liv mere lystbetonet i stedet for at fortjene;-) (som du vist også har skrevet om)…
    Tak for indlæg;-)

  • Reply Anne Bente april 5, 2016 at 7:07 pm

    Hei Lisbeth.
    Som beskjedene over, er din blogg innlegg blandt mine topp blogger, nettopp du skriver relatert og med bena godt plantet i bakken.

    Vi har selv en travel hverdag med 5 barn, jeg praktiserer langt på veg hverdagen med stor logistikk og ryddighet, nettopp derfor treffer tankene dine så bra, fordi jeg er på samme “kanal” og det er inspirerende å lese om andres tanker i samme situasjon.

    Takk som blogger.

  • Reply Kamilla april 13, 2016 at 10:59 am

    Kære Lisbeth

    Tak for nogle gode og brugbare råd!
    Kærligst Kamilla

  • Reply Malene Poulsen april 19, 2016 at 6:24 pm

    Kære Lisbeth,
    Endnu en meget relevant observation fra dig… jeg er meget enig.
    Hvorfor jeg også for ca. 1½ måned siden skrev en status opdatering til alle mine facebook venner. Jeg fortalte dem, at jeg var led og ked af facebook, at det ikke gav mig nogle positive inputs mere, jeg var træt af reklamer, politikere som svines til, flygtninge debat der raser osv osv osv. Så derfor ville jeg indenfor den kommende uge slette min profil. Hvis nogen af mine facebook venner (som jeg ikke har almindelig kontakt med også) ønskede at holde kontakten med mig, kunne de inden 1 uge sende en personlig besked til mig med deres mail og telefonnummer. Og samtidig undskyldte jeg på forhånd, at jeg ville komme til at glemme mange fødselsdage, mærkedage osv. da jeg nu rent faktisk skulle til at tænke selv i forhold til kalender påmindelser og den slags 🙂 Og da ugen var omme – slettede jeg profilen!
    Det var faktisk lidt underligt, og jeg kan tydeligt se, at jeg misser mange informationer… f.eks. når man er inviteret til et arrangement eller en fest og der laves en gruppe hvor alt informationen skrives…. bum bum – da jeg kunne se hvor meget information der ikke når frem til mig, fik det mig i den grad til at tænke over, i hvor stor grad det er blevet en samfunds opfattelse, at alle er på facebook eller lignende. Fordi det “ER man da!!!!” 😉
    Heldigvis har min nære omgangskreds opfanget, at jeg ikke benytter netop dét sociale medie mere, og jeg har flere dejlige veninder, som er søde til lige at tage et screenshot eller sende en sms når der er arrangementer eller andet. Så egentlig misser jeg ikke ud på noget…
    Og jeg synes det er DEJLIGT BEFRIENDE ikke at sidde med næsen i FB i tide og utide.
    Nu VÆLGER jeg til og fra på de medier, som rent faktisk GIVER mig noget positivt. Jeg læser jo f.eks. altid din blog Lisbeth – hver gang jeg har læst et indlæg fra dig, giver det mig altid lyst til at gøre tingene bedre. Anderledes… nok egentlig bare være et lidt bedre menneske, i al sin enkelhed.
    Så TAK for dig Lisbeth – du og dine tanker er så hamrende relevante. Og i mine øjne SÅ nødvendige for os allesammen.
    Kærligst Malene

  • Reply Er de digitale medier nødvendige i det gode børneliv? – Smilerynker.dk december 8, 2016 at 12:33 pm

    […] Udover dette indlæg har jeg tidligere skrevet et indlæg med fif til gode medievaner. […]

  • Reply Udfordringen: D. 8. December – En aften uden skærm – Smilerynker.dk december 8, 2017 at 9:03 am

    […] har allerede skrevet et indlæg med fif til bedre medievaner, hvor der er gode idéer til, hvordan vi kan blive bedre til at slukke for skærmene indimellem, […]

  • Reply Julekalender – 14. December: Hold en skærmfri lørdag – Smilerynker.dk december 14, 2018 at 8:26 pm

    […] Herunder kommer lidt fif til bedre medievaner fra et indlæg, jeg tidligere har skrevet. Du kan læse hele indlægget her.  […]

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.