Udfordringer

31 dages oprydning – Ryd op i køleskabet – Dag 17

januar 17, 2020

I dag lyder udfordringen: Ryd op i køleskabet. Smid alt ud, der har overskredet sidste anvendelsesdag (hvis det reelt ER for gammelt) og giv det videre, som du ikke regner med at få brugt. Tør køleskabet af og nyd at det er mere overskueligt.

Køleskabet er et vigtigt område at have styr på! Det er jo her, vi opbevarer vores mad, herfra vi får energi og et sted hvor vi, hvis vi ellers har styr på det, kan spare rigtig mange penge. Når vi har overblikket, har vi også bedre overskud til at se på vores madvaner og ændre dem i den retning, vi ønsker.

Her er nogle gode fif til at få styr på køleskabet:

1. Lav madplaner:

Det er helt sikkert et rigtig godt skridt på vejen, til at få styr på, hvad der er i køleskabet, og hvor meget vi spiser i løbet af en uge. Det giver også et rigtig godt overblik over økonomien kun at handle få gange i løbet af ugen. Madplaner kan virke kedelige, men i en børnefamilie bliver hverdagen langt mere enkel, når vi ikke står i sidste øjeblik og overvejer, hvad middagen skal stå på. På den måde slipper vi også for, at stå i supermarkedet med trætte børn uden overskud.

2. Gør rent i køleskabet en gang om ugen:

Rengøring i køleskabet en gang om ugen er en rigtig god idé. Det tager kun 5-10 minutter, fordi køleskabet aldrig når at blive rigtig snavset, når vi rengør det ofte. Det giver også et godt overblik over, hvad der er i køleskabet, hvor længe tingene kan holde sig, og hvad der skal købes ind til den næste uges madplan.

3. Lav et system i køleskabet:

Når vi laver et system, der passer til de madvarer, vi har i køleskabet, er det nemmere at overskue og få brugt maden inden den bliver for gammel. Det giver desuden et godt overblik over, hvad der er i køleskabet, hvor længe tingene kan holde sig og hvad der skal købes. På den måde undgår vi også nemmere madspild, og vi sørger for at få brugt rester. Det er en god idé at inddele hylderne til frugt og grønt, pålæg, mælkeprodukter etc.

4. Indfør restedage:

En restedag om ugen er en genial måde at få nedsat mad-spild på. Det kan lyde kedeligt, men det er det slet ikke. Børnene elsker grøntsager skåret ud i stykker med forskellige dressinger til (humus, peanutbutterdressing etc.), restefrikadeller på rugbrød, resterne fra boller i karry osv. osv. Er der mere til overs kan det kommes i børnenes madpakker.

5. Drop tilbudsjagten: 

Vi kan altid overveje om tilbud er til ære for os forbrugere. Der er jo ikke noget, der bliver solgt i en forretning med mindre, det har til hensigt, at skabe overskud i forretningen i sidste ende. Vi kan derfor altid overveje, om det virkelig er noget, vi har brug for og ville have købt alligevel. Ofte er der ingen gevinst i at købe to i stedet for en, med mindre der er tale om fødevarer, som kan fryses ned eller kan holde sig længe.

6. Se madvanerne efter i sømmene:

Vi skal leve, være glade og spise god mad. De fleste af os har dog godt af at se vores madvaner efter i sømmene. Generelt kan man sige at madvarer, som indeholder flere end 2-3 ingredienser skal have lov til at blive i forretningen. At lave mad fra bunden af grøntsager, der ikke er sprøjtede og af uforarbejdede fødevarer er altid at foretrække. En middag begynder i køkkenet med, at vi forbereder, skærer grøntsager, duftene der kommer, når vi svitser grøntsager på panden, duften af suppen der simrer i gryden osv. Vi kan ikke være perfekte altid, men vi kan gøre vores bedste for, at vores børn oplever glæden ved at stå i køkkenet og forberede maden. Når vi har spist, hjælper alle selvfølgelig med at tage ud af bordet, vaske op og rydde op. Oprydning er nemlig også en naturlig del af et måltid.

God fornøjelse med oprydningen. Vi ses i morgen!

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.