Oprydning og minimalisme

Derfor er rod noget rod!

maj 25, 2017

En gang rodede jeg. Rigtig meget endda. Jeg havde altid en masse undskyldninger for, hvorfor mit hjem var kaotisk. ‘Jeg har ikke tid’, ‘oprydning er kedeligt’, ‘kreative mennesker roder’, ‘mennesker, der holder orden er kedelige’ etc.

I dag er jeg nået til en ny erkendelse, og jeg roder ikke længere. Jeg har ikke brug for det, og jeg synes, at både min familie og jeg fortjener bedre end at være omgivet af rod.

Jeg kan faktisk godt lide at rydde op. Eller i virkeligheden er det ikke så meget oprydning, men mere det at skille mig af med ting, som jeg kan lide. Jeg har nu skilt mig af med så mange ting, at rod ikke længere fylder i mit liv. Jeg omgiver mig med de ting, som giver mig energi og glæde, og de skaber ikke så meget rod som dengang, hvor jeg ikke rigtig tog stilling til mine ting og dengang, hvor jeg havde alt for mange ting i mit hjem, og hvor mine ting ikke havde en plads.

Der er i mine øjne flere aspekter i det med rod, som ikke er positive:

Rod lærer ikke mine børn at have respekt for ting.

Mine børn gør det, jeg gør. Når jeg ikke har styr på mine ting, aldrig reder min seng, smider mit tøj på gulvet og lader vasketøjskurven flyde ud over alle breder, så lærer mine børn ikke at have respekt for ting og alle de ressourcer, der bruges, når der skabes nye ting. Tøj, der bliver smidt på gulvet bliver hurtigere ødelagt end tøj, der foldes sammen og lægges i skabet. Pletterne på det tøj, som ligger længe i vasketøjskurven er sværere at få af i vask, end når det vaskes med det samme, og tøjet bliver på den måde hurtigere ødelagt. Legetøj, som bliver ryddet op efter brug holder længere, end når det får lov at ligge i dynger, og ungerne tramper hen over det. Jeg glæder mig virkelig over, at mine børn viser mig, hvor meget de har brug for orden. De roder (næsten) ikke selv længere, og de passer på deres ting. Det krævede kun, at jeg ændrede mine vaner, og det smittede hurtigt af på dem. Tænk, at de ikke som voksne skal bruge deres tid på rod. Jeg synes, det er en stor gave, de har fået!

Jeg fortjener ro omkring mig.

Rod tager min energi, og det er de færreste mennesker, som trives med meget rod omkring sig. Det skaber uro, tager energien og dræner os. Jeg synes, at både jeg og mine børn fortjener, at vores hjem er en rolig og rar oase, hvor vi kan slappe af og samle energi.

Rod siger meget om, hvordan vi har det, og hvad vi tænker om os selv.

Da jeg rodede rigtig meget, var jeg ikke i harmoni med mig selv, og min mand og jeg havde en masse kedelige småskænderier omkring rod, som var tåbelige og spild af tid. Da jeg fik ryddet op og fik arbejdet med de ting, som skabte disharmoni, blev både jeg og mit hjem mere harmonisk, mit og min mands forhold blev dybere og bedre, og alt begyndte at glide nemmere i livet.

Rod tager tid.

Dengang jeg mente, at jeg ikke havde tid til at rydde op, vidste jeg ikke det, jeg ved i dag. Nemlig, at rod tager endnu mere tid end orden. Hvad jeg ikke brugte af tid på at flytte rundt på bunker, lede efter ting jeg ikke kunne finde, fordi mine ting ikke havde en fast plads, ordne vasketøj, føle at alt var uoverskueligt etc. Du kender det måske? I dag ved jeg, at jeg ved at have minimeret mængden af de ting, jeg ejer bruger langt mindre tid på oprydning, tøjvask etc. på trods af at jeg har fire børn. Det har krævet nogle smarte systemer, overblik over mængden af mit og mine børns tøj og ting etc. at gøre det så overskueligt og nemt, men det virker! Det er meget nemmere at gøre rent i et hjem, der ikke roder, så også det er blevet mere overskueligt og nemmere, end det var tidligere.

Rod er dyrt.

Det koster at rode. Efter jeg har fundet ud af, at materielle ting ikke er vejen til lykke, køber jeg kun det, som jeg har brug for. Jeg passer bedre på alt det, jeg allerede har, og jeg har mere tid til de ting, som jeg holder af at lave. Der hvor rod oftest er dyrest, er i forhold til relationer. Det er så krævende og anstrengende at bruge energi på at diskutere hvem, der skal gøre hvad, skændes om oprydning, blive irriteret over rod etc. Det koster simpelthen for meget sjælefred, og det er spild af tid og energi.

Det handler ikke om at være perfekt.

For mig handler et hjem uden rod ikke om, at tingene skal være perfekte. Der skal være plads til livet, plads til børn der leger, kreative projekter, kærlighed og alt muligt andet. For mig spærrer rod bare pladsen for alt det dejlige, livet kan give os. Hvem gider lave dejlig mad i et rodet køkken? Hvem gider starte kreative projekter, hvis skrivebordet flyder? Hvem kan slappe af, når vasketøjskurven er fyldt til bristepunktet? Livet kan blive langt mere nydelsesfuldt, når vi ikke behøver at bekymre os om roderi, når der er ro omkring os, og når vi giver os selv det, som vi fortjener alle sammen. Nemlig et liv med plads til at udleve vores mission – eller i hvert fald tid til, at mærke efter og finde ud af hvad vores mission er.

Livet er for kort til rod!

Jeg har skrevet en hel del om, hvad der fik mig til at ændre kurs i forhold til rod og hvorfor jeg blev minimalist. Det kan du læse indlæg om her. 

I august starter jeg mit forløb ‘Fra kaos til kærlighed – få ro i dit hjem på 12 uger‘, hvor jeg deler ud af alle mine bedste fif til at få et hjem med orden og ro. Alt det, jeg ville ønske, jeg havde fået i vuggegave. Det er nemlig slet ikke så uoverskueligt, som det kan virke lige nu. Skal du med? Så kan du spare 500kr, hvis du tilmelder dig inden d. 1. juni. Meld dig til her!

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply Maria maj 26, 2017 at 10:26 am

    Kære Lisbeth.

    Sikke et skønt indlæg. Jeg har selv 4 børn og kender kun alt for godt til rod, og de frustrationer der følger i kølvandet. Vi skal flytte om en måneds tid, og dine indlæg om oprydning og minimalisme inspirerer mig til at få luget ud i alle vores ting, så vi kan starte på en frisk i vores nye hjem.

    Jeg ville elske at høre mere om du og din families tips og tricks til at holde orden i hverdagen. Dine billeder er så fine og stemningsfyldte, og fortæller en historie i sig selv, så dem vil jeg også meget gerne se flere af 🙂

    Tusind tak for en dejlig blog,
    Maria

  • Reply Gode hverdagsvaner, der gør livet nemmere – Smilerynker.dk juni 5, 2017 at 1:44 pm

    […] jeg blev ved med at udsætte (eller også glemte jeg det bare).  Som jeg skrev i indlægget om hvorfor rod er noget rod, så giver det også rigtig god mening, hvis vi vil være miljøbevidste. Pletterne på det tøj, […]

  • Reply helle sandby juli 1, 2017 at 7:25 pm

    Kære Lisbeth
    Kom sådan til at tænke på min elskede gamle mormor, som lærte mig at “hvis alt har en plads og man lægger det der, når man har brugt det – ja, så behøver man aldrig at rydde op”. Jeg ville ønske jeg var nået dertil. Det kommer jeg nok en dag. Du er lyder det til. Min mormor var (også) en vis dame som du.
    God sommer
    KH Helle

  • Leave a Reply