Børn, Oprydning og minimalisme

Ryd op på børneværelset

oktober 14, 2015

Børneværelser er tit nogle uoverskuelige rum, som typisk er alt for overfyldte. Vi vil alle gøre det så godt og rart for vores børn. Velmenende bedsteforældre køber plastik i pangfarver, forældre køber dukker og bamser, og børnene plager om det, de har set i den seneste reklame på Disney channel. Det kan være en stor mundfuld, at gå i gang med oprydningen. At lære sine børn begrænsningens kunst, at finde værdi i kvalitet frem for kvantitet, er en gave til vores børn. Ofte er det os forældre der saboterer børnenes leg, fordi vi giver dem alt for meget. Alt for meget legetøj uden egentlig legeværdi.

Vores børn ønsker sig ikke noget fra begyndelsen. Det er først, når vi forældre begynder at putte vores behov og ønsker ned over vores børn, at det eskalerer. I begyndelsen fandt baby glæde i en grydeske og tre kastanjer, men så kom vi med aktivitetscentre og plastikrangler, tv og iPads og spolerede den uskyldige leg. Dette er selvfølgelig meget firkantet sat op, men for de fleste danske børn gælder det, at de har rigeligt og også mere end rigeligt. De har så meget, at det faktisk forstyrrer legen. De er stillet overfor mange krav i børnehave, skole osv. derfor er det vigtigt, at deres værelser er et sted, hvor de kan finde ro og ikke bliver stressede og overvældede af rod og for mange ting. Reoler med legetøj fra gulv til loft og kasser stablet med forskelligt legetøj, er sjældent en god idé.

Jeg har forskellige fif til oprydningen på børneværelset, så børn kan få et roligere sted.

En stor fejl er i virkeligheden, at de fleste børn sover i kaos. Vi burde have et soveværelse og et legeværelse, hvilket dog sjældent er en mulighed, med mindre alle i familien sover i samme rum. Det er bare ikke sundt at falde i søvn med rod omkring sig. Udover at det ikke er nærende for søvnen, at det sidste man ser er rod, så er rod også usundt. På børneværelser med for mange ting, er det ikke muligt at gøre ordentligt rent. Barnet ligger i sin seng og trækker vejret dybt i mange timer. Barnet indånder både det som plastlegetøjet afdamper, støv etc. Derfor er det en god idé at tænke over at give børnene et sundt sovemiljø, hvor der kan gøres ordentligt rent, hvor der bliver luftet ud dagligt, og hvor der er legetøj, som ikke indeholder skadelig kemi.

Sådan kan man påbegynde oprydningen

Når vi begynder at rydde op på vores børns værelser, så er det vigtigt, at vi anerkender, at vi bevæger os på vores børns domæne. De har måske andre tanker, end vi har, de holder måske af nogle ting, vi ikke havde forventet etc. Det er vigtigt, at vi lægger vores følelser fra os. Fordi noget kostede mange penge, er det ikke nødvendigvis lig med, at det har en stor betydning for vores børn, og det skal respekteres! Vores børn skal tages med på råd, og det er en vigtig proces for dem, at være med i beslutningerne og udvælgelsen af, hvad der skal blive i rummet, og hvad der ikke skal. De helt små børn, har naturligvis ikke samme behov for deltagelse, og der må vi voksne vælge. Børn er forskellige. Nogle er mere knyttet til deres ting end andre, og her skal vi være varsomme. En god idé kan være en ‘rotations-ordning’. Vi kan lave en aftale om, at noget bliver stillet væk i en periode, for senere at blive udskiftet med noget andet på værelset, som trænger til en pause. For børn der har nemmere ved at skille sig af med ting, kan man lave tre bunker- ‘Til genbrug’, ‘Behold’ og ‘Ved ikke’. ‘Ved ikke-bunken’ skal naturligvis ikke være stor. Disse ting gemmes væk i et skab i nogle måneder, og man ser så efterfølgende på, om tingene har været savnede. Man kan eventuelt sætte kryds i kalenderen, så det ikke kommer i glemmebogen. Det samme gør man, hvis man laver en rotationsordning. Stil aldrig dine ting på loftet eller i kælderen, for når tingene havner der, så kommer de ofte ikke videre. Vi skal som udgangspunkt altid tage stilling til vores ting, og vores skabe bør være så tomme, at der altid er plads til en kasse legetøj.

Hvor meget legetøj er nok?

Det bedste synes jeg er, at man holder sig til 2-3 kategorier af legetøj. Det er rigeligt eksempelvis at have: Lego, dukker og bondegårsdyr og så naturligvis lidt bøger, papir og farver. Her er det for den 5-årige: Dukkehus, trædyr & bondegård, 2 dukker og en lille dukkevogn, en lille pose sylvanien-dyr og farver. For den 9-årige er det udelukkende lego, lidt rollespilsudstyr og en samling af dyrekranier, flinteøkser og dinosaurknogler, for den 12-årige er det gode farver og papir og for den yngste på halvandet år, er det et par træbiler, et stabeltårn, et legekomfur (som han har arvet fra storesøster) med en gryde, lidt bløde bamser og så naturligvis alt det han hiver ud af køkkenskabene.

Hvad giver det vores børn at have mindre?

Når vi rydder op sammen med vores børn, kan vi give dem nogle redskaber til oprydningen, så de senere alene kan klare jobbet. Mange af os har aldrig lært at rydde op. Det har ofte været noget ubehageligt og forbundet med kedelige trusler: ‘Hvis ikke, du rydder op, så smider jeg dine ting ud’, ‘far kommer med sneskovlen’ osv. Det er ikke just motiverende. Vi bør tale med vores børn og fortælle dem, at alle ting skal have en plads, fuldstændig ligesom, at de også har en vigtig plads i familien. Børn kan rigtig godt lide den slags sammenligninger. Vi skal ofte ikke investere i mere opbevaring, kasser og kurve. Vi skal simpelthen have langt færre ting, og det forstår vores børn godt, når vi først kommer i gang. Det er min opfattelse, at børn lynhurtigt fanger glæden ved at have mindre. Det er en enorm lettelse for dem, at de kan overskue deres ting. De oplever også, at vi forældre bliver mere nærværende og positive, når der er styr på tingene (og færre af dem), så selvfølgelig gælder det samme for vores børn – at de bliver gladere og roligere og leger langt bedre og mere. Tænk hvis vi kunne lære vores børn, at vi ikke er mere værdifulde, fordi vi ejer ting. Det er en svær opgave i et samfund, der er så bundet op på det materielle. Vi forældre skal være forbilleder og holde op med konstant at stræbe efter vores næste køb.

Tips

-Hav børnene med i processen (naturligvis afhængig af alder).
-Giv dine børn redskaberne til at rydde op.
-Lav tre bunker: ‘Genbrug’, ‘gem’ og ‘ved ikke’ eller ‘rød’, ‘gul’ og ‘grøn’.
-Tit og ofte har vi fået samlet alt muligt sammen, som ikke hører hjemme nogen steder, ikke hører sammen med noget, og bare skaber uro. Det kan ofte hurtigt sorteres fra.
-Roter i legetøjet.
-Giv børnene muligheden for at opleve glæden ved mindre.
-Lad være med at lade børnene se tv-reklamer.
-Hop ikke med på legetøjstemaer, som kun er interessante i en kort periode (eks. når filmen går i biografen).
-Kvalitet frem for kvantitet.
-Vælg legetøj uden kemi.

Hvad gør vi ved de gaver, vi ikke ønskede, at vores børn skulle have?

De fleste har nok oplevet, at deres børn får ting, som ikke lige falder i tråd med det, som vi ønsker at vores børn skal lege med. Først og fremmest skal vi altid huske, at gaver bliver givet i stor kærlighed. Uanset om vi så føler, at det kan virke provokerende, at oldemor kommer med et kæmpe plastik-klaver med 300 lyde, når vi nu udtrykkeligt har sagt, at vi kun ønsker os …….. (sæt selv ind). Det kan være en stor udfordring, specielt hvis man, som vi har, truffet et valg om, at man kun ønsker en bestemt type legetøj til sine børn. Det kan virkelig være en svær udfordring til jul, hvor tænderne bliver bidt sammen og tæerne krummet. Det er min oplevelse, at det først og fremmest handler om en selv. Hvis vi på en blid og kærlig måde uden for store armbevægelser signalerer, at vi har nogle bestemte værdier, som vi selv står ved helt dybt indefra, så accepterer omgivelserne det. Har vi ikke fundet vores egne værdier, så fremstår vi usikre, og andre mennesker har så mere en tendens til ikke at acceptere vores grænser. Det gælder i virkeligheden alle steder i livet.

Ønskelister kan hurtigt blive FOR bestillings-agtige. Man kan i stedet give links til butikker, der fører det legetøj, man kan lide, ønske sig gode oplevelser i stedet for ting og generelt løbende fortælle om det ens børn (og som vi forældre) sætter pris på og finder glæde ved.

Udover det, så gælder det om at være i den konstante proces, det er at sortere fra.

…Saml på gode oplevelser i stedet for ting – og giv dine børn muligheden for at gøre det samme!
Hav en dejlig dag!

Smilerynker.dk er en reklamefri blog. 

Bliver du inspireret, når du læser mine indlæg? Gør de en forskel for dig?

Så kan du give et selvvalgt bidrag og støtte mit arbejde:

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply Janet januar 12, 2016 at 8:31 am

    Åh du rammer ned i noget Lisbeth. Alle vores børn har lige haft fødselsdag midt i julen, og Agnes på 9 år ønskede sig kun en tur til Astris Lindgrens verden…. Der var det…. Så jeg begyndte at opfinde alle mulige ønsker….for hun skulle jo have gaver af alle mulige onkler og tanter og bedsteforældre…med resultat at hun har byttet en massse og nu glad og fro har sat 1200 i banken. Det er SÅ skørt med alt det gaveri og “mit barn skal da ha”, så jeg et med på både rydde op og ud tendensen.

    • Reply Smilerynker.dk januar 22, 2016 at 4:09 pm

      Dejligt Janet! Vi forældre vil bare vores børn det så godt, ik;o) Skønt at hun fik penge ud af det… Håber hun kommer i Astrid Lindgrens verden en dag. Vi var der da jeg var gravid med Martha. Der er vildt hyggeligt!!!

  • Reply Hvordan kan vi leve mere minimalistisk med familie og børn? – Smilerynker.dk januar 19, 2016 at 10:09 am

    […] forhold til børns værelser og legetøj, så har jeg skrevet et indlæg om oprydning på børneværelset. Hvis ens børn er vant til at have rigtig mange ting, så er en oprydningsproces noget, som må […]

  • Reply Sådan får jeg mine børn til at holde orden – Smilerynker.dk februar 23, 2016 at 4:52 pm

    […] har tidligere skrevet lidt om at rydde op på børneværelset, men i dette indlæg vil jeg fokusere lidt mere på, hvordan vi kan hjælpe vores børn til at […]

  • Reply Tips til et mere minimalistisk børneliv – Smilerynker.dk maj 12, 2017 at 11:23 am

    […] Læs her om ‘oprydning på børneværelset‘. […]

  • Leave a Reply