Interviews

Historien om ‘Anjuna Rays’ og en kvinde med passion

november 1, 2018

For noget tid siden gik min fineste kjole i stykker. En kjole, som jeg nærmest har boet i i flere år. Jeg er typen, som bruger mit tøj til det er slidt op. Jeg er ikke optaget af, hvad der er på mode, men mere af, hvad der er mig. Jeg elsker tøj, som er lidt anderledes, for det passer godt til den jeg er, og sådan som jeg ofte føler mig – lidt anderledes. Jeg tror på, at det er langt bedre, at vi genanvender de materialer, vi allerede har frem for nyproduktion.

Bemærk, at indlægget ikke er sponsoreret. Smilerynker.dk er en reklamefri blog, og jeg lever af at sælge mine workshops. Anjuna Rays og Jo Hanna får plads på min blog, fordi jeg ønsker at støtte kvinder med en passion og kvinder, som arbejder på at skabe et friere liv for dem selv og deres børn. Vi har brug for endnu flere mennesker, der går efter deres passioner og drømme. Det kan vi alle lære af! 

Da min kjole gik i stykker tillod jeg mig selv at købe en ny, altså ikke en ny ny, for jeg køber meget sjældent tøj, som er helt nyt.

Jeg faldt på instagram over Jo Hanna, som sælger de mest vidunderlige silkekjoler, og selv en minimalist som jeg blev draget af de fine farver og designet, som bare er MIG!

Her får i Jo Hannas og Anjuna Rays historie:

Mit navn er Jo Hanna og jeg er mor til Goa. Da Goa var to måneder rejste vi, min kæreste, Goa og jeg til Goa i Indien. Dette gjorde vi for at have tid og ro til at lære vores lille datter at kende og for at finde ud af, hvordan vi skulle være en familie. En dag, hvor vi var ude og køre på motorcykel, kom vi forbi en lille vejsidebutik, som ikke bestod af meget andet end nogle presenninger. Der hang nogle silkekjoler og flagrede i vinden og jeg overtalte min kæreste til, at vi lige skulle ind og kigge. Imens jeg prøvede kjoler faldt Morten min kæreste i snak med ejeren, en ældre herre. Han viste os billeder af sit barnebarn og fortalte, hvordan han nød at møde mennesker i sin lille butik. Det viste sig også, at han ejede en lille systue i byen Anjuna og selv fik syet de varer, han havde i butikken. Hans søn stod for at opkøbe brugte sarier, som herefter blev indfarvet individuelt, så der kun fandtes en af hver. Både Morten og jeg var overbeviste om, at jeg ikke var den eneste, som elsker at gå med silke, især når det drejer sig om genbrugsmateriale. Derfor fik vi lov til at komme med ind og besøge sønnen og udvælge 100 sarier, som vi kunne få syet om på den lille systue. Jeg valgte de forskellige designs ud fra, hvad jeg gerne selv vil have på. Jeg ønskede at skabe forskellige stykker tøj som både passede til det bløde og luftige silkestof og som fremhæver, hvor smuk jeg synes kvindekroppen er.

Navnet Anjuna Rays kom ret naturligt, da systuen ligger i byen Anjuna, og Rays kommer fra ‘A ray of sunlight’, da hver kjole eller kimono mindede os om solstråler. Jeg tror Anjuna Rays henvender sig til kvinder, som ønsker at genbruge nogle af de resourcer, vi allerede har været så heldige at få her på jorden.

Min mor fortalte mig en gang at silke er det materiale som kommer tættest på hudens sammensætning. Hun dyrker selv qigong og fortalte mig, at man i det gamle kina udviklede silke til dem, som udøvede qigong og tai chi, for at der skulle være så lidt modstand mellem dem og den spirituelle verden. Efter jeg er blevet mor til Goa, har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig at gå i tøj, som gør mig glad og ikke bare følge en bestemt mode. Jeg bliver glad, når jeg tager noget fra Anjuna Rays på, og Goa elsker alle farverne. Anjuna Rays skal ikke følge med en trend, og jeg håber at de kvinder og mænd, som køber en kimono eller kjole, gør det fordi de bliver glade af at have det på.

Vi sælger tøjet på forskellige festivaller og på vores instagramprofil https://www.instagram.com/anjunarays/ . Vi har for nylig startet en internetforretning, som du kan finde her. Til januar skal vi igen til Goa for at besøge Kishan og hans lille systue. Her håber vi på at lære meget mere om den måde, de arbejder på.

Historien har været bragt som en del af temaet om mere bæredygtig mode i min klub ‘Enkelt Familieliv’. Du kan melde dig ind i klubben lige her og blive en del af et unikt fællesskab.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.