Interviews

En rytmisk hverdag – Interview med en dagplejemor

september 16, 2015

Fotos: Tara Ravn

Jeg laver løbende interviews med inspirerende kvinder, som lever af deres passion og følger hjertets visken.

Her er et interview med en dagplejemor, der er tilhænger af en rytmisk og enkel hverdag.

Tara Ravn er mor til tre dejlige unger og daglig leder af Rudolf Steiner Dagplejen Ballonen. Udover arbejdet som dagplejemor er hun også selvstændig jordemor. Navnet ‘Ballonen’ kommer af, at hun bor I Ballonparken på Islands Brygge I København og har sin dagpleje der. Balloner minder hende om fest, cirkus, poesi og livsglæde. Ligesom balloner er børn også sårbare og skal passes godt på for at strutte og stråle.

Fortæl gerne lidt om dit dejlige lille sted og hvorfor du startede din lille dagpleje?

Jeg startede dagplejen, fordi jeg ville sikre min egen dreng et godt pasningstilbud. Det ligger mig helt fjernt, at skulle lade andre passe mit lille barn. Jeg startede dagplejen, da jeg måtte ende min barselsorlov. Hugo var 11 måneder, og jeg tog børn ind, hvis forældre var til kontinuitet og som foretrak dagplejegruppens intimitet fremfor en vuggestue. Mit ønske var, at gruppen kunne følges ad til børnehavealderen. Efter ca. 6 måneder med udskiftning, fandt jeg et sæt forældre, som passede perfekt til Ballonen og omvendt. Børnene var henholdsvis 10 og 11 måneder, da de startede. De går stadig hos mig, og de fylder 2 i slutningen af september. Idag er min venteliste alen lang, og jeg er nødt til at afvise rigtig mange, desværre. Det fortæller at behovet for små, trygge grupper er stort!

Er der efter din mening en ideel alder for dagplejestart? Hvor gamle er børnene typisk, når de starter hos dig?

Jeg tager nu kun børn ind, som er fyldt et år og selv kan gå. Denne alder er optimal for børnene. Der sker en afgørende modning omkring et år, og når de selv kan gå, er det som om, at det er mere naturligt at fjerne sig lidt mere fra mor og far og gå andre og andet imøde.

Hvordan skaber du tillid hos barnet, og hvordan lærer du barnet at kende?

Jeg bruger aldrig under 2 uger på indkøring. Det er trygt for barnet at danne en relation til mig imens barnets ene forælder er med i dagplejen. Det er trygt for dem at se mig have det sjovt og rart sammen med deres forælder. Det tager tid at lære et nyt sted at kende og at sige ja til det, derfor bruger jeg altid god tid på indkøring. I den første uge eller to efter at barnet er begyndt selv at være hos mig, aftaler jeg altid med forældrene, at barnet skal have korte dage som trappes op ifht. hvad barnet viser os, at det er klar til.

Hvad kan forældrene gøre for, at barnet får den bedst mulige start i pasning?

Det bedste forældrene kan gøre er at starte indkøringen i rigtig god tid, så de kan imødekomme “god tid” fremgangsmåden.

Hvad ser du som fordelen ved, at børn starter i dagpleje frem for andet?

Jeg er varm fortaler for dagplejemodellen, fordi det er småt, intimt og hjemligt. Når disse aspekter er tilstede, ses det enkelte barn tydeligere, og det bliver mødt – også af de andre små. Nu har jeg en gruppe med kun toårige og deres trivsel bekræfter kun, at min tilgang til indkøring med god tid og minimalt med udskiftning i hverdagen, er noget de kan lide. De er trygge!

Hvad vil du gerne give de små børn i dagplejen?

Hverdagen er bygget op omkring gentagelser, som en rytme, der fortæller at det lille barn kan være trygt. Der sker ikke mere end hvad de kan rumme.

Når de falder til ro og ikke er på vagt i deres nervesystem, blomstrer de, bruger deres krop, vender sig udad og går i kontakt. Rytme sikrer en regelmæssig og støt fremadskridende udvikling både motorisk og kognitivt.

Hvorfor er rytme så vigtig?

Igennem rytmen føler barnet sig forbundet med helheden – åndedrættet, dagens skiften og årstiderne. Rytme skaber harmoni, og jeg bruger årstidernes kendetegn til at markere denne rytme. Igennem forskellige sange, som passer til årstiden, samt remser, hører de om denne rytme og kommer tættere på den, idet jeg lader dem sanse omgivelserne, uden at blive for forklarende.

Hvordan ser en typisk dag ud i dagplejen?

Børnene bliver afleveret i haven. Derefter pakker jeg christianiacyklen med børn, taske (mad, vand, bleer, fløjte, solcreme og vattæppe og så cykler vi på fælleden. Vi er altid ude om formiddagen – i al slags vejr. På den måde holdes sygdomme fra døren, børnene kan bevæge sig friere og bliver udfordret motorisk. Fælleden er vores baghave, og i denne tid bugner det med blommer, havtorn, æbler, pærer og brombær. Vi synger i cyklen – årstidssange og andre sangskatte. Vi plukker frugt og kigger på, hvad der er af dyr i krattet, under barken og hylder regnen, for så kommer alle sneglene frem. I solskinsvejr ser vi masser af sommerfugle. Jeg skaber rammer for, at de kan opleve noget smukt og næres af det simple.

I Kløvermarken har vi en urtehave, som vi såede til i foråret, passede gennem forsommeren og nu høster af. Det er herligt!

Fortæl gerne om dit bedste hverdagsøjeblik med dine dagplejebørn?
Vi holder allesammen af samlingen omkring maden efter deres lur. Vi synger bordvers; “Stilhed stilhed, kom herind. Fyld vort hjerte og vort sind. Så vi kan tænde lyset på vort bord”, så tændes lyset med den lille sang “Flammefugl, giv os flammen gul”, tændstikken stryges, og vi tænder lyset for solen og månen og alle stjernerne. De har altid rigtig god appetit, og menuen består ofte af grøntsager, gedeost, fåremælkeyoughurt, kefir, gode olier som supplement, soja som den salte komponent – de elsker at få soja på maden. Jeg serverer udelukkende økologisk og biodynamisk mad for børnene.

Hvad vil du råde forældre til at gøre, når barnet kommer hjem om eftermiddagen?

Det er jo fint for børnene at komme ud igen, efter at de er blevet hentet. Ud I naturen et lille smut, eller på en god rolig legeplads, før de kommer hjem, og der skal laves mad osv. Derhjemme er de hyggelige at lave mad sammen med. Barnet vil måske elske at vaske op eller at få et bad på køkkengulvet?

Små børn føler tit, at de er med, blot de betragter den voksne gøre forskellige sager. Masser af ro og nærvær hver dag, det får børn til at stråle!

Du kan se flere billeder fra ‘Ballonen’ på Taras instagram-profil under navnet: @tara_ravn

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply