Gode vaner og taknemmelighed

Gode hverdagsvaner, der gør livet nemmere

juni 5, 2017

Jeg er og har altid været den impulsive type. Jeg er ikke god til planlægning, og jeg elsker bare at gøre det, jeg har lyst til. Sommerferier planlægges aldrig i god tid, og mit og min mands bryllup blev arrangeret et par måneder før, det fandt sted. Det passer mig godt, at livet ikke er sat ind i et skema, og at der altid er plads til ændringer. Nogle trives i det samme job i årevis. Selv elsker jeg forandringer og eventyr.

Dog er der lige nogle områder, hvor jeg har fundet ud af, at vaner og en vis form for struktur letter mit liv gevaldigt! Det handler om alle de praktiske hverdagsopgaver, som man, med mindre man har folk til det, skal ordne, om man vil det eller ej.

Tidligere troede jeg, at jeg ville blive kvalt, hvis der var den mindste struktur i forhold til praktiske gøremål og oprydning. I virkeligheden var det en meget begrænset tankegang, for med strukturen kom der langt større frihed. Når vasketøjet er ordnet, kan vi i højere grad nyde livet og gøre alt det, vi har lyst til. Det er nemmere at være impulsiv, når hele huset ikke flyder. Det er federe, at tage på udflugter, når vi ved, at vi kommer hjem til et hjem, som er i orden, og hvor vi kan hvile og slappe af oven på dagens strabadser.

Her er mine råd til at sætte system i de praktiske hverdagsgøremål:

Vask tøj på en bestemt dag.

Det bliver ikke mindre kedeligt at vaske tøj, fordi vi først gør det, når vasketøjskurven flyder ud over alle breder. Det bliver bare mere uoverskueligt. For mig har det været super gavnligt at sætte system i tøjvasken, fordi det ellers var en af de opgaver, jeg blev ved med at udsætte (eller også glemte jeg det bare).  Som jeg skrev i indlægget om hvorfor rod er noget rod, så giver det også rigtig god mening, hvis vi vil være miljøbevidste. Pletterne på det tøj, som ligger længe i vasketøjskurven er sværere at få af i vask, end når det vaskes med det samme, og tøjet bliver på den måde hurtigere ødelagt. Når vi ved, at tøjvask altid bliver ordnet om tirsdagen, så kommer tøjet aldrig til at ligge i vasketøjskurven i mere end en uge. Vi kan også nøjes med langt mindre tøj, når der er sat system i tøjvasken, og det giver på den måde nogle nemme og minimalistiske klædeskabe, som vi ikke behøver at bruge tid på at rydde op i. Det gør også, at vi rent faktisk bruger det tøj, vi har, når vi har mindre af det. Vidste du, at de fleste faktisk kun bruger ca. 20% af deres tøj? Mit bedste råd for at få mere orden er, at du skiller dig af med alt det tøj, du ikke bruger.

Ryd op i køkkenet efter hvert måltid.

Jeg elsker det buddhistiske ordsprog, som siger at opvask er en del af måltidet. Hvor jeg har hørt det, kan jeg desværre ikke huske, men det giver bare god mening, at man aldrig lader tallerkener med madrester stå i køkkenet, efter man har spist, at vi sørger for at komme vores tallerken i opvaskemaskinen eller vaske den af med det samme. Så er køkkenet altid lækkert, og det er altid klar til forberedelsen af det næste måltid. For mange er det ren logik, men det er det bestemt ikke for alle.

Hav en fast rengøringsdag.

Hjemme hos os gør vi rent hver lørdag formiddag. Det er helt fast, at vi bruger et par timer hver lørdag på at gøre rent i huset. Alle i familien har opgaver, og alle deltager. Selv den 3-årige tørrer skabslåger af og tager sig af de områder, han kan klare. Toilet og badeværelse bliver ordnet, her bliver støvsuget i hele huset og gulve bliver vasket, hvis de trænger. Opgaverne er hurtigt overstået, fordi vi er mange om det, og vi kan slappe af og nyde resten af weekenden i et rent hjem. Når der er taget en ordentlig tørn i weekenden, så ser huset faktisk rimelig pænt ud hele ugen, og det kræver kun et par ganges støvsugning i løbet af ugen (ud over de almindelige hverdagsopgaver) at holde det ved lige.

Gennemgå dine ting ofte og giv alt en plads.

Hvis vi gennemgår vores ting ofte og skiller os af med de ting, som vi ikke bruger eller ikke holder af, så bliver de praktiske opgaver i hverdagen meget nemmere. Hvis alle vores ting har en fast plads, roder tingene heller ikke så meget, og de kan i hvert fald nemt finde hjem til deres plads.

15 minutters oprydning i egne ting hver dag.

Denne vane har jeg skrevet om tidligere. Det er virkelig et godt fif i forhold til at finde ud af, hvem det er, der roder. Indfør 15 minutters oprydning hver aften, hvor hvert familiemedlem rydder sine egne ting op. Her har det hurtigt lært ungerne ikke at smide jakken på gulvet og ikke bare kaste skoletasken fra sig, så snart de træder ind af døren, for de kommer nemlig selv til at rydde det op senere. Det giver også et fint billede af, hvem det er, der primært roder og hvem, der bare kan slappe af i stedet for at rydde op.

Når du læser mine råd, tænker du måske, at vi må bo virkelig sirligt og ordentligt. Det gør vi faktisk også, men det har taget tid, at komme her til. Det betyder ikke, at vi aldrig roder og at alt er perfekt. Vi kan sagtens rode med kreative projekter, børnene kan rode med klodser, der ligger over hele gulvet. etc. Der skal være god plads til at leve livet, men jeg har fundet ud af, at der er rigtig god plads til det, når der er lidt systemer, når der er inkorporeret nogle gode vaner, og når vi kun har de ting i vores liv, som vi virkelig holder af.

Læs alle mine indlæg om minimalisme og oprydning her.

Vil du også have styr på dit hjem? Så meld dig til min workshop, som begynder i august!

 

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply Malin juni 5, 2017 at 7:14 pm

    Du har så ret, i det du skriver. At sørge for at regelmæssigt få styr på de ting, der skal laves, er en god måde at holde styr på hjemmet. Jeg har forsøgt at indføre en ugentlig dag for vasketøj og rengøring, men det har jeg desværre svært at gennemføre. Hvis jeg venter længe nok, går min mand i gang med rengøringen, så det kan godt betale sig 😉 Jeg tømmer opvaskemaskinen og redder senge hver morgen før jeg tager på arbejdet, og vi kunne aldrig drømme om, at ikke rydde op for aftensmaden samme aften. Det betyder også, at det aldrig rigtig når at blive totalt kaos her hjemme.

    • Reply Smilerynker.dk juni 5, 2017 at 7:22 pm

      Ha ha ha! Ja, så er der bestemt god grund til at vente;o) Tak for din kommentar!!!

  • Reply Helene juni 14, 2017 at 5:01 pm

    Hvordan satte du de forskellige ting i værk og præsenterede børnene for de nye systemer? Var det bare sådan: “Hey, jeg har fået en god idé og vi starter i dag” og så var børnene bare med på det? Eller krævede det et stort motivationsarbejde? Eller var det noget som blev sat i værk gradvist?

    • Reply Smilerynker.dk juni 16, 2017 at 11:07 am

      Hej Helene.

      Det er selvfølgelig sket over tid, men mine børn har været vant til at hjælpe til, fra de var små, så derfor er det en naturlighed. Men jeg mener, at man altid kan skabe nye vaner- Men det kræver selvfølgelig lidt tålmodighed. Man må altid begynde med sig selv, så kan de andre komme med på banen, når man har helt styr på sig selv og sit eget;o)

      KH Lisbeth

  • Reply Line juli 15, 2017 at 5:11 am

    Hvordan tørrer du dit tøj? Jeg er ikke fan af at bruge tørretumbler, og har svært ved at se hvordan vi skal få hele familiens tøj tørt på een dag på tørrestativet

    • Reply Smilerynker.dk juli 22, 2017 at 3:44 pm

      Tørre på tørrestativ. Det tager omkring 24 timer at tørre, når det er inde. Pt. tørre det hurtigt ude…

  • Reply Det lykkedes: jeg vågner op til ren opvask hver morgen – Pigen der designede sin tid april 9, 2018 at 12:22 pm

    […] Tænk på opvasken som en del af et måltid […]

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.