Om at give slip på ting

januar 22, 2013

Dette indlæg har været udgivet på min gamle blog d. 22. Januar 2013.

For nogle uger siden gav jeg min farmors skål væk.

Jeg ved ikke til hvem, for jeg stillede den bare uden for mit hus sammen med en kasse bøger og nogle andre ting, som jeg ikke havde brug for længere. Skålen var den første ting der forsvandt.
Grunden til at jeg har ventet så længe med at forære den væk, er fordi jeg på en måde var bange for, at lidt af hende ville forsvinde med den.

Det er egentlig så fjollet, for min farmor er så stor en del af mit liv, og den jeg er, og minderne om hende vil aldrig forsvinde.
Selvom jeg ikke har en ting, der kan minde mig om hende, så vil hun altid være i mit hjerte.

Jeg tænker stadig på hende og mindes de tider, hvor min bror og jeg sad i værelset bag hendes frisørsalon og spiste bolcher og lyttede til bånd – Hannah Bjarnhofs’s monolog “Fødselsdagen” hørte vi om og om igen! Vi grinede, og der var rart i min farmor og farfars lille hyggelige hus.

Jeg husker min farmors hosten, som kom fordi hun i over 30 år havde indåndet de giftige væsker, som damerne fik i håret for at komme til at se fine ud. Jeg tror at væskerne tog livet af hende til sidst, og hun døde af kræft to måneder før, jeg fødte Storm.
I de sidste år var hun blind, men hun påstod alligevel altid, at hun kunne se Alma, og se hvor sød og smuk hun var, når hun sad på gulvet og legede i min farmors stue.
Hun var et fantastisk dejligt menneske, som jeg savner meget.

Skålen hun gav mig for mange år siden har bare aldrig rigtig passet ind. Den var for stor til at være i vores køkkenskab, og så blev der bare flyttet rundt og rundt på den, og den blev ikke rigtig brugt til noget. Nu er den givet videre, og jeg glæder mig over, at en anden måske vil sætte mere pris på den end jeg.

Det er egentlig underligt, så svært det kan være for os mennesker, at give slip på ting. Vi samler og samler og køber alt muligt, som vi er sikre på, at vi ikke kan undvære. Vi fylder vores ting op med følelser, og tror vi bliver bedre mennesker, hvis vi har de rigtige ting, det rigtige tøj, den rigtige bil osv.

Jeg kan huske, hvordan min far og farfar ryddede op i min oldemors ting, dengang hun døde. Hun blev 95 år og gennem et helt liv, havde hun samlet alverdens ting. Porcelænsfigurer, flere forskellige kaffestel, tøj og sko, som hun ikke havde brugt i årevis. Det tog dem flere dage at rydde op. Ting blev solgt, ting blev givet til genbrug og rigtig mange ting blev smidt ud.
Jeg var en lille pige og fik lov til at vælge to ting, jeg måtte tage med mig hjem, og jeg valgte en porcelænssvale og et lille vippespejl, og jeg havde det stående i min hemmelige hule bag vores stald.

Det med at samle startede måske dengang, jeg valgte de fine ting i min oldemors hjem. Mange sjove og fine ting har fundet vejen til vores hjem, og det betyder meget for mig at bo smukt. Det giver mig energi og ro til at være kreativ, og det er meget vigtigt for mig, at mit hjem afspejler den kreative familie, vi er.

…Men ting har det også med at komme snigenede. Pludselig har tingene taget magten. Pludselig står der så mange bøger i reolen, at der slet ikke er plads til noget andet. De ligger oven på hinanden i bunker, og bøger dem kan man jo ikke smide ud, for de er noget helt særligt, og måske læser jeg dem igen- en dag, når jeg får god tid.

Og så er der alle de små stofrester, jeg får, når jeg klipper ud til kjolerne og dukkerne, jeg syr. Det kan jeg ikke smide ud, for måske kommer jeg til at bruge det en dag. Måske en dag når jeg får god tid, kan jeg sy mig det patchworktæppe i “Grandmothers flower garden-mønster”, som jeg så tit har tænkt på. Jeg gør det helt sikkert en dag, når jeg får god tid!

Sandheden er bare, at jeg sjældent har god tid, og når alt kommer til alt, er der en hel masse andre ting, jeg hellere vil bruge tiden på, end at sy et patchworktæppe af stof, som jeg for længst er blevet træt af at se på og som ikke har de farver, jeg godt kan lide.

Pludselig er der en masse ting i ens hjem som bare fylder op, uden at det har en særlig betydning. Pludselig er der en masse der tynger og ikke giver én den energi, som man har brug for. Der er næsten ikke plads til nyt, og det gælder på alle livets områder. Kender du det?

Jeg øver mig i kun at have de ting omkring mig, som giver mig noget positivt. Jeg overvejer nøje, hver gang jeg påtænker at købe noget. Er det virkelig noget, jeg har brug for? Giver det mig andet end en kort og umiddelbar glæde? Er det noget, som blot er moderne for en stund, og som jeg senere vil blive træt af, fordi jeg ser det alle steder.

Jeg er blevet meget bedre til udelukkende at købe ting, som jeg har brug for.

…Og jeg er blevet bedre til at smide ud, give væk og vælge fra. Man kan tit svælge i minder, som jeg gjorde, da jeg gav min farmors skål væk, men minder forsvinder ikke med ting, og ting definerer ikke, hvem vi er… Måske ved første øjekast, men ikke når vi ser længere ind.

Nøjsomhed er så moderne i denne tid, og jeg synes egentlig, at det er fint. Det er rigtig dejligt, at flere mennesker tænker over, hvor meget vi egentlig forbruger, og at det ikke er nødvendigt hele tiden at producere nye ting. At vi kan genbruge og dele med hinanden, synes jeg er en smuk ting.

Jeg forsøger dog ikke at være med på en modedille, men jeg forsøger at leve mit liv så frit, jeg kan og sortere alt det overflødige fra.

Er du god til at give slip!?

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply Maibrit / Lille løg februar 28, 2016 at 6:11 am

    Hej Lisbeth. Tak for nogle virkelig gode tanker om at give slip i forbindelse med at smide ud! Meget inspirerende! Faktisk tror jeg lige, det var det, jeg havde brug for at læse i dag 🙂
    Jeg synes det er svært. Rigtig svært. Faktisk så svært at jeg forbinder det med smerte at skulle smide ud. Sådan har jeg haft det i flere år. Men jeg tror, jeg er ved at være klar til at ændre det 🙂
    Jeg har skrevet lidt om det her:
    http://lilleloeg.dk/2016/02/21/hvad-kan-du-smide-ud/

    Endnu en gang tak for et virkelig givende indlæg!

    kh Maibrit

    • Reply Smilerynker.dk februar 28, 2016 at 1:17 pm

      Ja, jeg læste faktisk dit indlæg for nogle dage siden, fordi det sjovt nok poppede op som kommentar på et af mine indlæg, fordi min blog blev nævnt;o) Tak for det. Jeg nåede ikke at kommentere:… Det er rigtig svært. Jeg har slet ikke haft let ved selv at skille mig af med ting, men har arbejdet meget med det inden i. Det er rigtig interessant, fordi jeg tror, at det hænger sammen med, hvad vi har lært fra vi var børn. De fleste af os er jo vokset op med ‘mangel’ i generationer- det at smide gode ting ud, det kan man ikke… Det er forbundet med så meget dårlig samvittighed, og jeg tror virkelig, at den opfattelse nedarves i generationer- så det er det, man skal arbejde med…. Giver det mening? Jeg har selv bare oplevet, at det giver så meget frihed… det er fantastisk hvor let, jeg har fået ved at give mine ting videre… Rigtig dejligt! Det kan lade sig gøre, men tager lidt tid…

      • Reply Maibrit / Lille løg februar 28, 2016 at 4:40 pm

        Præcis! Det giver SÅ god mening. Og tror bestemt du har ret i både det med den dårlige samvittighed og det vi lærer som børn  jeg synes jeg har så meget og det er så befriende at skille mig af med det, der ikke giver mig noget. Det ER en proces, men jeg kan også mærke at det giver noget at arbejde med de her følelser.
        Og hurra! Jeg har lige været på genbrugsstationen i dag med 5 stopfuldte poser! Jeg føler mig helt lettet!

  • Reply Maibrit / Lille løg februar 28, 2016 at 4:39 pm

    Præcis! Det giver SÅ god mening. Og tror bestemt du har ret i både det med den dårlige samvittighed og det vi lærer som børn 🙂 jeg synes jeg har så meget og det er så befriende at skille mig af med det, der ikke giver mig noget. Det ER en proces, men jeg kan også mærke at det giver noget at arbejde med de her følelser.
    Og hurra! Jeg har lige været på genbrugsstationen i dag med 5 stopfuldte poser! Jeg føler mig helt lettet!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.