For 15 år siden rejste min mand og jeg i Guatemala. Jeg har altid været meget tiltrukket af Mayaindianere og kulturen, så det var virkelig en oplevelse for livet.
Vi boede i en indianerfamilie i seks måneder og livet sammen med familien, har inspireret mig rigtig meget.
Det var en stor familie, som ikke havde meget.
De boede i et lille hus med bliktag, sammen med børn og børnebørn. De havde tre værelser til 10 mennesker, hvor min mand og jeg fik deres fineste værelse. Værelset var uden vinduer, med en seng og isoleret med flamingo-plader. Det aller fineste ved det værelse var, at de havde tapetseret den ene væg med gavepapir.
Resten af familien sov sammen i to værelser. Børnene delte naturligvis senge med deres forældre og om dagen, blev de små børn båret hos deres forældre på ryggen. Børnene var med i alt. De hang der på ryggen bundet fast i farverigt stof og fulgte med i madlavning, tøjvask etc. Nå de blev trætte, sov de.
Jeg var så imponeret over hvor rolige børnene var, og hvor naturligt det var for forældrene, at gøre det sådan. De havde intet af alt det vi har, men alligevel havde de de mest velstimulerede og rolige børn, jeg nogensinde har set.
Jeg vidste, at jeg ville gøre det samme, den dag jeg selv skulle have børn. Det er det, der har inspireret til at leve på den måde, vi gør her hjemme, og jeg er taknemmelig over den gave, jeg føler, at jeg fik i Guatemala.
Når indianerne bærer deres børn, binder de to firkantede stykker stof på en bestemt måde. Jeg fik lært, hvordan man gjorde, og jeg fik lov til at bære lille Jonatan på ryggen. Efter jeg selv fik børn, begyndte jeg at bære mine børn i forskellige ringslynger og vikler.
Jeg synes slynger er fantastiske, fordi de giver mulighed for, at barnet kan sidde i forskellige stillinger. Samtidig er de skånsomme for både min og mit barns ryg.
De ting vi omgiver os med og nærmest ikke kan leve uden, opfordrer meget til, at vi lægger vores børn fra os. Lifte, skråstole, barnevogne og diverse underholdnings-centre til små-børn er i virkeligheden helt overflødige og mere til gavn for forældre end børn. Det handler naturligvis om balance. En barnevogn er god at have som aflastning, men efter min mening skal småbørn holdes og bæres og have kropskontakt med forældrene så meget som overhovedet muligt i de første år af deres liv.
Der er mange fordele ved at bære sit barn:
-Slyngen giver trygge børn
-Slyngen fremmer tilknytningen mellem forældre og barn
-Balancenevnen hos barnet styrkes
-Det er praktisk og giver frihed
-Børn der bæres græder mindre
-Barnet stimuleres naturligt, fordi det følger med i hverdagssyslerne
-Opfylder tryghedsbehov og behovet for nærkontakt
No Comments