Velkommen til min selvkærlige julekalender, hvor jeg (næsten) hver dag indtil d. 24. December kommer med små fif til mere selvkærlighed.
En af de gaver jeg har fået ved at blogge er, at jeg har fået en masse dejlige bekendskaber, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ikke havde fundet dem via internettet. For noget tid siden skrev jeg med en anden blogger, som jeg ofte skriver sammen med. Vores lille onlinesamtale kom til at handle om nogle af de ting, som man som mor gør og senere kommer til at fortryde. Ting vi har gjort, fordi vi ikke vidste bedre på det pågældende tidspunkt. I forhold til mine børn, er der ting, jeg ville ønske, at jeg kunne lave om. Ting, jeg har gjort, som jeg i dag kan se ikke var så hensigtsmæssige. Jeg kan dog ikke lave dem om. Jeg må acceptere, at jeg gjorde, som jeg gjorde, fordi jeg ikke vidste bedre, og jeg må tilgive mig selv for fortidens fejl.
Jeg tror, en af de vigtigste ting i forhold til at få det bedre med sig selv og være mere selvkærlig er, at vi kan tilgive os selv.
At vi kan tilgive os selv for ikke at vide bedre, og for at vi gjorde, som vi gjorde i en situation, at vi har brugt visse overlevelsesstrategier for at komme igennem de svære ting i livet, acceptere at vi ikke er perfekte etc. Det betyder ikke, at vi skal blive ved med at gøre uhensigtsmæssige ting, for vi må altid arbejde med os selv og gøre vores bedste, men vi må tilgive os selv for alt det, som vi ikke kan ændre. Vi vil hele livet igennem begå fejl, men det nytter ikke at slå sig selv i hovedet med det. Tilgivelse skal der til!
Vi ses i morgen!
Kærlig Hilsen
1 Comment
Ja! Det er så rigtigt 🙂
Nu har jeg ikke selv børn, men jeg kan forestille mig, at man kan komme til at gentage gamle, uhensigtsmæssige mønstre, som man selv er vokset op med/opdraget med – fordi ens forældre ikke vidste bedre og gjorde det, så godt de kunne m.h.t. en selv og ens søskende.
Så, som du siger – det er vigtigt, at opdage, når det ikke er hensigtsmæssigt – ikke kun i forhold til sine børn, men i alle livets forhold; at tilgive sig selv – og SÅ komme videre og gøre det på en anden og mere positiv måde 🙂