Småbørn, Strøtanker

Burbørnenes befrielsesfront

marts 13, 2019

Engang, da min yngste søn og jeg gik forbi en børnehave, spurgte han: “Mor, hvorfor sidder børnene i bur?”. Jeg grinede selvfølgelig lidt for for et lille barn, der aldrig har stiftet bekendskab med en institution, kan det godt se sådan ud. En børnehave med børn, som kiggede ud gennem det høje trådhegn…

Hvem passer vores børn?

I mandags så jeg programmet ‘Hvem passer vores børn’ på DR2. En dokumentar, som viser forholdene i to institutioner i Danmark. Jeg vil selvfølgelig opfordre jer, der læser med her til at se dokumentaren, men jeg har også lyst til at skrive nogle af mine egne tanker om dokumentaren og den massive institutionalisering, danske børn er udsat for.

Da jeg slukkede for udsendelsen, sad jeg tilbage med en følelse af sorg blandet med voldsom vrede. Dokumentaren var veltilrettelagt og viste et barsk billede af børns vilkår i kommunale institutioner. Jeg er overbevist om, at de to institutioner, som vi så optagelser fra i dokumentaren, meget godt svarer til de generelle standarter i de danske institutioner. Det er skræmmende og alarmerende, og efter udsendelsen mener jeg ikke længere, at vi kan lukke øjnene og fortælle hinanden at forholdene i institutionerne er gode nok. Det gør ondt langt ind i hjertet, at vores børn ikke prioriteres højere i vores rige land, og som overskriften antyder, så fik jeg unægtelig lyst til at starte en form for befrielsesfront ala burhønsenes.

I dokumentaren så jeg børn, som var utrygge. Børn, der lukkede ned for deres behov og følelser. Børn, som ikke havde ret meget kontakt med voksne. Børn, som savnede. Børn, som ville hjem, og børn som ikke fik deres behov for fysisk og følelsesmæssig kontakt dækket. Det var rædselsfuldt at se på!

Der er ingen tvivl om, at de pædagoger, der optrådte i dokumentaren gjorde et enestående stykke arbejde, men det blev også vist med tydelighed, at der ikke er hverken hænder eller tid nok til det enkelte barn.

Tidlig institutionalisering 

I dag er det en naturlighed, at vi forældre sender vores børn i vuggestue, når de er et år gamle. Vi gør det selvom forskning viser, at vores børn har brug for den nære tilknytning til deres primære omsorgspersoner i meget længere tid end et år, og som vi så i dokumentaren, kan de ellers dygtige pædagoger ikke give børnene den omsorg og voksenkontakt, de har behov for. Det må naturligvis give vores børn nogle gevaldige ar på sjælen, som vi i mine øjne allerede ser i form af unge mennesker, som er triste og deprimerede og har ondt i livet, og vi ser det også i forhold til det boom, der er af diagnoser og børn, som generelt mistrives.

Børnepsykologen, som udtalte sig i programmet forklarede netop, at konsekvensen af de uopfyldte behov, som børn i de danske institutioner udsættes for er, at børnene får svært ved at forstå sociale situationer, får svært ved at stressregulere sig og får svært ved at forstå andres behov. Alt sammen ting, som allerede kommer til udtryk i skolerne, hvor der stilles større krav til børnene.

Den sejlivede myte om socialisering

Der findes en myte om, at børn skal socialiseres tidligt, og vi har overbevist os selv om, at socialisering bedst foregår i en stor gruppe. For børn i vuggstuealderen, er det netop en myte, som bør aflives. Som vi så i programmet lukker de små børn simpelthen ned, når de befinder sig i et stressende miljø. I programmet så vi, hvordan en pædagog i perioder var alene med 6-8 børn på under tre år, at pædagogen måtte lade børnene være alene på stuen, for at kunne skifte ble på et barn etc. Det kan vi alle blive enige om både er farligt, uansvarligt og uanstændigt for både børn og pædagoger. I de rammer er der ikke mulighed for at udvikle de vigtige relationer, som det lille barn har behov for.

Hvornår var det, at vi forældre blev i tvivl om, hvem der bedst dækker vores børns behov?

Jeg kan ikke udtale mig om andre menneskers livssituationer, men har alligevel lyst til at stille spørgsmålet. Modige forældre stillede op i programmet bl.a en mor på barsel. Det er i dag fuldstændig normalt, at man sender ældre søskende i institution, når mor eller far er på barsel. Dette handler ikke om udskamning af pågældende mor, for jeg kender intet til hendes situation, men det handler om min egen undren, som handler om, hvorfor vi forældre pludselig er blevet i tvivl om vores egen formåen. Den sejlivede myte omkring socialisering fylder så meget i os, at vi sender ældre søskende i institution, selv når vi er hjemme. Hvorfor er vi i tvivl om, hvor den sundeste socialisering finder sted? Hvorfor vægter vi børns forhold til legekammerater højere end forholdet til egne søskende og familie? Hvorfor tror vi ikke længere på, at vi selv kan stimulere og udfordre vores børn?

Måske er det fordi, vi voksne selv er et produkt af denne kultur. De fleste i vores generation blev også sendt i institution tidligt, har også ar på sjælen etc. Jeg ville ønske, at vi forældre kunne finde selvtilliden frem igen og forstå, at det vigtigste fællesskab i vores børns liv er i de trygge, varme og kærlige rammer i familien, og sådan er det, uanset hvor god en institution er og hvor mange dygtige pædagoger, der befinder sig i den.

Min egen historie

Da jeg fik mit første barn var mit liv ændret for altid. Pludselig stod jeg der med et lille nyt menneske, som havde brug for mig, og hvis liv var så afhængigt af, at jeg tilsidesatte mine egne behov. Jeg kunne næsten ikke holde ud at tænke på, at barselstiden ville ende en dag. Det føltes ikke rigtigt, at overlade mit barn til andre og med alle mulige krumspring, fik vi sørget for, at vores datter kunne vente med at komme i pasning, til hun var halvandet år. Det gik ok med at aflevere mit barn, selvom jeg hver dag følte, at det var forkert. Jeg lyttede ikke til tvivlen og usikkerheden, som handlede om, hvorvidt jeg gjorde det rigtige.

Hvorfor lyttede jeg ikke til den indre stemme?

Jeg gjorde bare det, som alle de andre gjorde. Jeg fortalte mig selv, at børn skal ud blandt andre børn, at børn skal socialiseres, og selvom min indre stemme fortalte mig noget helt andet, så lagde jeg låg på.

Har vi glemt at vuggestuer og børnehaver aldrig blev bygget for børnenes skyld, men for arbejdsmarkedes og for forældrenes skyld? Det tror jeg desværre, at rigtig mange af os har, fordi det simpelthen er for smertefuldt mærke efter. Få har interesse i at se på, hvad det lille barn egentlig har brug for, fordi det kunne få flere forældre til at tænke over, om det er prisen værd.

I denne tid kører debatten om lave nomeringer i børneinstitutionerne. Alligevel afleverer forældre deres børn hver eneste dag til smilende pædagoger, som gør deres bedste for at forsikre forældrene om, at alt er godt. Men det går ikke ret godt i de danske børneinstitutioner, kunne vi se i dokumentaren.

I dag ville jeg personligt ønske, at jeg havde gjort det anderledes. Jeg har fire børn og har oplevet den forskel, der er på et barn, der har været i institution og et barn, der har været sammen med sine primære omsorgspersoner i stedet for i pasning. For mig er ingen karriere, intet job, ingen materielle ting vigtigere end tiden med mine børn, mon ikke de fleste forældre har det sådan? Jeg kan ikke gøre en større forskel noget sted end den forskel, jeg føler, at jeg gør ved at være sammen med mine børn så meget som muligt. I dag har vi i vores familie taget et meget anderledes valg, og ingen af vores børn er i institution. En løsning, som naturligvis ikke er hverken optimal eller rigtig for alle. Det er en prioritering, som har krævet, at vores økonomi er gennemgået ned til mindste detalje, at vi ikke vægter materielle ting og ferier højt, men at vores tid sammen ikke kan gøres op i penge.

Men hvad med karriere og arbejde?

Naturligvis skal vi arbejde. Det er en nødvendighed for de fleste at tjene penge, så vi kan leve. Det er også naturligt, at vi har drømme og ønsker for os selv. At vi har behov, som bliver dækket ved, at vi føler, at vi bidrager med noget på en arbejdsplads. Mit ønske er ikke, at kvinderne (eller mændene) skal hjem til kødgryderne, men mit ønske er, at vi skaber et andet slags samfund med et andet fokus. Et fokus, der ikke primært handler om vækst og fremdrift. Et samfund, hvor børn er vigtige, hvor deres behov bliver prioriteret højt og et samfund, hvor de ikke bare er dyre bekendskaber, som skal formes efter dét, vi tror et arbejdsmarked har brug for i fremtiden.

Vi må være klar over, at vi er nødt til at sætte farten ned, når vi får et lille barn. Det er ikke vores børns behov, at være i en institution i 7-8 timer hver dag. Det er heller ikke i vores børns interesse at komme i institution, når de er 12 måneder gamle. Institutionerne skal være bedre, men de skal i mine øjne også fylde mindre i vores børns liv.

Hvad kan vi gøre?

Jeg har ikke et endegyldigt svar, men vi må og skal gøre noget. Jeg tror, at det første vi kan gøre er, at give plads til smerten, være ærlige og forstå, at to forældre med et fuldtidsjob uden for hjemmet i barnets første leveår ikke er optimalt. Det ville være så sundt, hvis karriere og penge kunne fylde mindre i småbørnsforældres liv.

Vi må forstå, at de vilkår, der er i institutionerne skader vores børn, men at det også skader dem, at de bruge størstedelen af deres vågne tid der. Vi forældre står med et kæmpe ansvar i forhold til de børn, vi selv har sat i verden. Vi kan ikke længere lukke øjnene og fortælle hinanden, at alt er ok.

Vi må på barrikaderne og kæmpe for vores børns ret til en anstændig barndom.

Et forslag kunne være, at hele danmarks befolkning lader være med at aflevere deres børn i institution i de næste 14 dage. 

Ja, jeg ved det er utopi, men kunne I lige se Danmark bryde fuldstændig sammen? Mon ikke nogle politikere ville få travlt med at ændre lidt på sagerne?

Til gavn for samfundet

Vi har fået skabt et samfund, hvor vores børn ikke længere er en naturlig del af livet og hverdagen. Minimumsnormeringer kan ikke alene løse den problemstilling.

Mit ønske er, at det blev nemmere og mere attraktivt at passe sine børn selv i de første vigtige år. At det blev nemmere at gå på deltid, mens man har små børn. At vi genfinder landsbyen og får skabt bedre fællesskaber og mere støtte omkring nye forældre, så vi ikke sidder ensomme og forladte på barsel, savner vores arbejde og ikke føler, at vi kan stimulere ældre søskende, fordi der ikke er en legekammerat i miles omkreds. Jeg er sikker på, at det i sidste ende vil gavne samfundet, at vi kan skrue op og ned for arbejdslivet alt efter, hvor vi er i livet, og det vil gavne samfundet, at der er mere tid til børn og familieliv. Det vil gøre vores børn stærkere, og vi vil have færre unge og voksne med ondt i livet.

Forholdene i institutionerne må naturligvis forbedres, så den tid vores børn tilbringer der er fyldt med sunde og udviklende øjeblikke i gode relationer med dygtige pædagoger.

Jeg håber og ønsker inderligt, at dokumentaren må åbne både forældres og politikeres øjne. Vi må kæmpe for vores børn!

#BURBØRNENESBEFRIELSESFRONT

Dokumentaren kan ses her!

You Might Also Like

5 Comments

  • Reply Anita marts 13, 2019 at 6:57 pm

    Det her er et vigtigt indlæg! Meget endda! Har ikke selv set dokumentaren, men har lige startet et barn op i Mini-SFO efter endt børnehavetid – og det hele rammer så godt. Det jeg personligt har kunnet se på mit barn de sidste ca. 3 år er, at han ikke knyttede sig til de voksne, for han følte sig ikke tryg nok…. og jeg tror desværre, at du har helt ret i, at vi lukker øjnene for det, fordi det simpelt hen gør for ondt at se sandheden💔 men det er også nødvendigt, at se den i øjnene.
    Noget, der virkelig ramte hovedet på sømmet for mig, var, at du skriver, at man måske har glemt, at institutionerne ikke er bygget for børnenes skyld, men for arbejdsmarkedet og forældrenes…. av, den gjorde ondt….
    Tak for, at du trykkede “Udgiv”

  • Reply Mette marts 13, 2019 at 7:42 pm

    Super vigtigt emne, og super godt skrevet. Jeg sad selv med tårer i øjnene da jeg så dokumentaren. Vi må gøre noget! Jeg har selv hjemmepasset min dreng i to år. Nu går han i børnehave, mens jeg er på barsel med lillesøster. Jeg hader at aflevere ham og bare gå hjem igen, men for fanden, hvad gør jeg? En baby der skal ammes og puttes tre gange dagligt og mades osv osv. Hvor bliver der plads til min store drengs behov? Jeg synes det er en mega svær debat. Ville ønske, at mange flere hjemmepassede så vi havde legekammerater og ligesindede vi kunne mødes med ❤️

    • Reply Siff marts 18, 2019 at 1:20 pm

      Kære Mette. Jeg er sikker på, at dit barns behov bliver mødt meget bedre af dig, dets mor, end en pædagog, der ikke kender ham ligeså godt som dig og skal se efter alt for mange andre børn imens. Kunne I prøve med ultra-korte dage? Se hvad der sker, hvis han er hjemme i 3 dage? Bryder det hele sammen eller gik det mon alligevel? Held og lykke med det hele 🙂

  • Reply Milla marts 14, 2019 at 9:12 pm

    Jeg har hjemmepasset mine 3. Den ældste er 11. Dengang var der ikke ret mange der hjemmepassede, og det var svært at finde ligesindede. Idag er der mange flere der gør det, og det er nemt at finde legegrupper via fx Facebook. Det bruger vi meget nu, hvor vi har nr 3 hjemme. Så jeg synes jeg kan se en kraftig stigning i antallet af hjemmepassere.

    Jeg er i øvrigt også selv hjemmepasset. Har aldrig været i institution udover skole. Min mor gik ikke synderligt op i, at jeg skulle aktiveres, underholdes og stimuleres. Vi havde bare almindelige dagligdagsaktiviteter. En stille og rolig hverdag. Vi gik ikke i legegrupper, tror ikke engang de fandtes. Og på trods af det, vil jeg da betegne mig selv som et ret velfungerende menneske, både fagligt og socialt 🙂

  • Reply Thea marts 15, 2019 at 12:43 pm

    Jeg forstår godt, hvor tvivlen kommer fra. Den tvivl der siger at man ikke kan klare af passe sit barn hjemme.
    Men det er noget værre vås!
    Jeg er gravid med nummer to og min søn bliver storebror omkring sin 3 års fødselsdag. Vi har derfor besluttet at han skal vente et år med af starte børnehave, og således gå hjemme med mig og lillebror/søster. Beslutningen har egentlig været nem. Han har aldrig været meget i vuggestue, da vi begge studerer og prioriterer at have ham hjemme så meget som muligt. Det virker for os set unaturligt at sende ham afsted i en fremmes børnehave, mens jeg går hjem og nusser om en mindre søskende. Så på den måde, var beslutningen nærmest taget, før vi rigtigt overvejede andet..
    Men jeg er så chokeret over modtagelsen det får! Stort set alle i min omgangskreds (min mor inklusiv – hun er måske endda den værste) forsøger at tale mig fra det. Og vi har altså aldrig spurgt folk, hvad de synes. Heldigvis er svigermor opbakkende og min kæreste og jeg er sikre i vores sag!
    Men… jeg forstår godt, man kan tvivle på egne evner..!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.