Historien om min hjemmefødsel – Til Saga – Hjemmefødsel i en Coronatid

Solen skinnede fra den smukkeste klare himmel den eftermiddag, da du lille Saga kom til verden. I øjeblikket, hvor jeg skriver dette, skinner den stadig. Du kom lille kærlighedsbarn, og du tog solen og foråret med dig ind i livet. 

Jeg har altid følt, at fred starter ved fødslen. Jeg har ved mine tidligere hjemmefødsler mærket, at det at bringe mine børn til verden i de trygge hjemlige rammer har giver den bedste og mest rolige start for mine børn og jeg. Derfor ønskede jeg inderligt, at også du Saga mit femte barn måtte komme til verden hjemme i vores trygge hule. Små bump på vejen gjorde dog, at min tvivl om hjemmefødslens realitet indimellem fyldte. Først beskeden om ‘placenta prævia’ (forliggende moderkage), som dog heldigvis rykkede sig nok på magisk vis. Så forhøjede levertal, der fik hele min krop til at klø, og så Coronakrisen, som fik myndighederne til at varsle, at hjemmefødsler måske ikke længere ville være en mulighed. Og så kom du! Din fødsel blev den sidste hjemmefødsel med offentlig jordemoderbistand i region hovedstaden. Jordemoderen fik beskeden via SMS en time efter din ankomst. 

Om aftenen dagen før du kom, begyndte jeg at rydde lidt op i stuen. Jeg skiftede sengetøjet og lagde det lagen på, der skulle beskytte madrassen under fødslen. Din far spurgte med lidt undren, om ikke det var lidt tidligt. Vi var ikke ved den beregnede termin endnu, og jeg skulle have tjekket mine levertal igen, og han var nervøs for, om jeg ville blive frarådet en hjemmefødsel på grund af de forhøjede tal. Et eller andet fik mig til at gøre det, selvom der ikke var tegn på, at fødslen ville gå i gang.

Morgenen efter vågnede jeg med uro i kroppen. Den uro, som er så velkendt, og som ikke rigtig kan defineres. En følelse af, at noget stort er på vej. Følelsen af, at min krop gør sig klar til den største præstation. 

Jeg vågnede klokken 5 og kunne ikke sove længere. Jeg listede stille ud af sengen for ikke at forstyrre din far, der stadig sov. Jeg rumsterede lidt rundt i køkkenet, hvilket alligevel fik din far til at vågne. Jeg sagde til ham, at jeg følte, at der var ved at ske noget. “Måske er hun på vej, men det kan da næsten ikke passe!”, sagde jeg, for jeg har aldrig født før tid,  og ‘tid’ havde jeg regnet mig frem til måtte være omkring den 25. Marts, og i følge scanningen i uge 20, var det den 20. marts. Din far og jeg blev enige om at gå en lang morgentur, for på grund af Coronakrisen skulle din far ikke på arbejde som vanligt. Han skulle arbejde hjemmefra. Vi fik skrevet et par linjer til dine søskende, som stadig sov sødt, og vi forlod det sovende hus. Vi gik i rask tempo mens solen stod op, og vi snakkede om graviditeten og dig, mens vi gik vores sædvanlige runde langs markerne og af stien gennem villakvarteret. Da vi var næsten tilbage ved det gule rækkehus, der skulle være dit hjem, mærkede jeg en ulmen i underlivet, og jeg måtte standse op i et kort øjeblik. Var det mon en ve?

Hjemme igen, hvor huset stadig sov. Kaffen blev sat over og boller blev ristet i ovnen. Dine søskende stod op og Alma din ældste søster beklagede sig over, at du endnu ikke var ankommet. 

Morgenmaden blev spist, og vi besluttede os for en rolig dag med ‘biograf’ i stuen og popcorn og hygge fra om formiddagen, for jeg var træt efter at være stået op kl. 5. Dine søskende ville se ‘Landet af glas’, og mens drengen Jas og elverpigen Neia, dansede rundt i landet af glas, mærkede jeg de første spæde veer. Da klokken var lidt over tolv, ringede jeg til fødegange og sagde, at der måske og kun måske, var noget i gang. Jeg havde lovet din far, at jeg ville ringe i det sekund, det føltes som om, en fødsel var på vej, for to af dine søskende er kommet før jordemoderen, og din far har følt, at det var et stort ansvar at stå med alene. Så jeg fik ringet og forklaret, at jeg måske ville føde på denne smukke dag. Jeg fik et nummer til den hjemmefødselsjordemor, der var i vagt, og jeg fik den sødeste jordemor i røret. Vi aftalte, at vi skulle tale sammen igen et par timere senere, og som timerne gik, fik jeg lidt flere veer hist og her, men intet var rigtig regelmæssigt, og den ve-app din far havde hentet, fortalte os, at jeg ingenlunde var i fødsel. Veerne var for korte og for uregelmæssige. Din far kørte ned for at handle lidt ind, og mens han var væk, fik jeg nogle noget kraftigere veer. Da han kom hjem, satte vi musik på og tændte stearinlys, og mens vi dansede rundt i stuen tog veerne til. Lidt i tre om eftermiddagen fik jeg nogle kraftige veer. Jeg kunne pludselig mærke, at du rykkede godt nedad, og jeg bad din far om at ringe til jordemoderen igen og bede hende komme med det samme. Jordemoderen skulle køre fra Hillerød og til Humlebæk, hvilket er en køretur på ca. 25 minutter. Veerne tog til, og mens Khalid  sang ‘Nothin’ feels better than this’, havde jeg nogle ret hardcore veer, men brød alligevel sammen af grin over ironien. Ja, jeg elsker at føde, men ‘Nothin’ feels better than this’, er måske alligevel at overdrive! 

Nu kunne jeg mærke, at fødslen for alvor var i gang. Jeg vrikkede løs med hofterne til musikken. Jeg har altid haft et kæmpe behov for at bevæge mig under veerne, og jeg kunne se på din far, at han blev lidt bekymret over, hvor jordemoderen blev af. Han gik et par gange ud til døren for at kigge efter hende.

Endelig! klokken 15.30 ankom den sødeste jordemor. Jeg så hende gennem køkkenvinduet og kunne med det samme se, at hun var perfekt! Da jeg ikke havde gået til jordemor i det offentlige i graviditeten, var jeg bekymret for hvilken jordemor, der ville komme til din fødsel. Jeg havde dog ringet til fødegangen og havde fået skrevet forskelligt ind i min journal. Eksempelvis, at jeg ikke ønskede undersøgelser under vejs, at jeg kun ønskede at jordemoderen greb ind, hvis hun vurderede, at det var nødvendigt, at hun holdt sig i baggrunden, at jeg ikke ønskede syntocinon efter fødslen, at jeg ikke ønskede, at du skulle stikkes og have K-vitamin efter fødslen etc. Jeg har altid haft brug for at kunne mærke min egen krop uden indblanding, og jeg har ikke behov for guidning udefra, da det forstyrrer min intuition og  min egen indre følelse. 

Jeg lukkede jordemoderen ind, og vi hilste uden at give hånd. Hun havde allerede forberedt mig på i telefonen, at vi på grund af Corona, ikke måtte have for tæt kontakt. Vi snakkede lidt, jeg trak vejret dybt, da der stadig kom gode veer, og jeg fik fortalt lidt om mine tidligere fødsler mellem veerne. Der var den fineste stemning. 

Jordemoderen lagde sit udstyr frem på vores sofabord i ro og mag. Jeg kunne mærke, at hun havde læst min journal grundigt, for hun blandede sig ikke, men observerede bare på afstand, mens din far holdt om mig, og jeg trak vejret tungt. 

Min ældste søn kiggede ind i stuen og sagde, at han lige ville gå en tur med hunden, og din far fik sagt, at han måske havde fået en søster, når han vendte hjem. Det var ok, for han ville helst først komme, lige når du var kommet ud.

Jordemoderen spurgte, om hun måtte lytte til baby, og i det samme gik mit vand. Som i en amerikansk film gik det i en ordentlig skylle, ned over mine ben og fødder. Det var den største befrielse, som stilheden efter en ballon, der springer med et brag, og med det samme kunne jeg mærke, at du var på vej ud. Jeg kom op på alle fire i den seng, vi har i stuen, men den stilling fungerede dog ikke, så hurtigt væltede jeg halvt om på siden. Din yngste bror kom ind i stuen og spurgte: ‘hvad laver I?’ ‘Vi føder et barn’, fik din far sagt, og vi grinede alle sammen, for det må man sige, at vi gjorde…

En presseve, dit lille hoved fuld af mørkebrunt hår kom ud – en presseve mere – din lille bitte krop kom ud. Du gav et ordentligt vræl fra dig med det samme. Den fineste lille lyd, der væltede ud i det stille rum, og både din far og jeg tog fat i din lille krop, og du kom op på min mave. Dine søskende kom ind i stuen og hilste på dig, undtagen Storm, som ikke var kommet hjem fra hundeluftningen, men snart kunne han høres ved hoveddøren, og dine søskende styrtede ud til døren og råbte: “Du har fået en lillesøster, Storm”! Øjeblikket var så rørende, at selv jordemoderen fældede en tåre. 

…Og der lå vi i forårets første solstråler, der kom ind mellem sprækkerne på de hvide gardiner. Du på min nu bløde mave og hele familien omkring os. Du var så smuk med masser af mørkt hår. Du lignede dine søskende, da de blev født. En lille Mayaindianer, som så på mig med alvorlige mørke øjne, og jeg sendte en kærlig tanke til min indianermor i Guatemala. Du fandt brystet og suttede ivrigt. 24 minutter havde jordemoderen været hos os, før du kom ud på en smuk solbeskinnet marts-dag klokken 15.54.

Moderkagen, som havde sørget for dig i ni måneder, blev født. Vi lagde den i en skål, mens navlestrengen pulserede. Vi lå sammen, mens jordemoderen fortrak til køkkenet og udfyldte papirer. Du blev hverken målt eller vejet, for vi ønskede bare, at du fik ro hos mig. Ro til at komme ind i livet i dit eget tempo. 

For du kære lille sjæl, skulle have al den tid, du havde brug for.

I dag er det 40 dage siden, du blev født. I 40 dage har du været i denne verden og i aften, vil vi lave et lille ritual for at markere de første 40 dage med dig. 40 dage med ro, hud mod hud og varme. Nu bevæger vi os stille og roligt ud i verden i dit tempo…

Tak fordi du valgte mig som mor, Saga. Jeg er så taknemmelig!