Så er vi kommet til dag 3. i min januar-oprydningsudfordring. Jeg håber, at du er kommet godt i gang, men er du ikke det, så kan du sagtens nå det endnu. Det er aldrig for sent, at begynde at skabe ro i sit liv, og der er ikke en bedre dag til det end i dag, så bare smøg ærmerne op og kom i gang. Da jeg var barn, hadede jeg at rydde op. Oprydning var forbundet med ubehageligheder og tomme trusler ala “ryd op eller jeg smider alt i en sort sæk” etc. Jeg tror mange af os her nogle ret dårlige minder omkring oprydning og ikke rigtig har fået den rette støtte i forhold til at lære at skille sig af med ting. Det tager vi med os i vores voksne liv, og det gør det ikke nemmere at skille sig af med ting og få ryddet op og ud. Udfordringen her er netop lavet for, at det ikke bliver for uoverskueligt. Sæt din yndlingsmusik på, lyt til en podcast og gør oprydningen hyggelig for dig selv.
I dag lyder udfordringen: Ryd op i en rodeskuffe – bare en enkelt, så det ikke er for uoverskueligt. Smid ud: Gamle kuglepenne, der ikke virker, gamle kvitteringer og brugte batterier (som selvfølgelig skal i battericontaineren) – ud med det! Ting, du ikke længere bruger kan gives videre til andre, som kan få gavn af dem.
Du behøver ikke gemme kvitteringer, men kan altid fotografere dem og lægge dem i en mappe på din computer, så de altid er til at finde. Så slipper man for, at de fylder op.
Jeg går ind for, at man har et par rodeskuffer i sit hjem. Indimellem har vi brug for lige at have et sted at placere diverse dimser, som ikke lige har et hjem. Dog skal der ryddes op i den ofte, så det ikke tager overhånd.
Tips til at rydde op i din rodeskuffe
Skab overblik Tag alt ud af skuffen og vær realistisk omkring, hvad du egentlig bruger og har brug for. Har dit hjem brug for 27 kuglepenne? Får du brugt 17 ligthere? Bliver alle kabler, ledninger og opladere egentlig brugt?
Sorter og organiser Sorter tingene og find ud af, hvor de forskellige ting hører til. Der er sikkert ting i dine skuffer, som hører til andre steder i hjemmet – legoklodser til børnenes værelse og diverse dimser på plads.
Sørg for overblik over skuffens indhold Når du lægger ting tilbage i skuffen, så sørg for at lave kategorier og sørg for at alt kan ses, når skuffen åbnes for at overblikket altid er der.
Bevar din orden Gennemgå din rodeskuffe ofte – Det er så vigtigt for, at den ikke igen ender i kaos. Vær hele tiden realistisk omkring dit behov for de ting, der ender i skuffen. Har du ikke brugt en ting i 3 måneder, kommer du højst sandsynligt ikke til at bruge den igen.
Hvor må man have rodeskuffer? Personligt synes jeg, det er fint med en rodeskuffe i køkkenet og en på kontoret. Det er steder, hvor vi ofte har nogle ting, som vi har brug for hurtigt at kunne lægge væk.
Et liv fuldstændig uden rod er urealistisk. Minimalisme er godt, men balance er vejen. Vi ønsker ikke et totalt kontrolleret hjem (eller liv), hvor ingenting nogensinde må ligge forkert!
Held og lykke med din oprydning. Vi ses i morgen!
Du kan se hele januar-udfordringen her!
No Comments