Børn

Se mig i et amerikansk talkshow!

januar 28, 2015

Tidligere udgivet på min gamle blog – Følg link nederst i indlægget for at se udsendelsen.

For nogle dage siden, fik jeg en email fra en amerikansk journalist, der spurgte, om jeg havde lyst til at være med i et forældrepanel, som skulle udtale sig i et program om ‘free-range parenting’. Til at starte med tænkte jeg, at det var en joke, og at der senere ville blive spurgt efter mine kontooplysninger, så en eller anden langt borte kunne tømme min bankkonto for alle mine millioner!
Overraskende nok, var den god nok, og i går aftes var jeg med i programmet live via webcam. Jeg var selvfølgelig pænt nervøs! Det er ikke noget, jeg har prøvet tidligere og mit engelsk er en smule rustent, men jeg gjorde det sgu, og jeg er stolt!
Naturligvis fik de engelsktalende forældre mest taletid, men jeg fik sagt lidt og fik fin respons efterfølgende.
Omdrejningspunktet for programmet var et interview med en amerikansk forfatter, der i år 2008 skrev en artikel, som skabte meget debat. Den handlede om, hvordan hun havde ladet sin 8-årige dreng tage med den amerikanske subway alene. Hun blev efterfølgende kaldt verdens værste mor, og hun har nu skrevet en bog med samme titel.
Hvis du ikke lige ved hvad ‘free-range parenting’ betyder, så er det noget, der ligger mig meget på sinde. Jeg tror, at jeg kunne skrive en meget tyk bog om netop det emne. Det handler om, at lade sine børn klare ting selv, og at have tillid til, at de kan rigtig mange ting uden, at vi forældre skal overvåge dem hele tiden.
Lidt af det jeg fik sagt i programmet handler netop om, at jeg mener, at en af mine fineste opgaver som mor er at gøre mine børn til selvstændige og ansvarlige mennesker.
Jeg gør det ved at lade dem klare en masse ting selv. De cykler selv i skole, de får lov til at være alene hjemme, min store pige må tage toget alene, de hjælper til i huset, de får opgaver der passer til deres alder, og de bliver sendt i byen og handle osv.
Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at jeg gør mig selv unødvendig. Forstået på den måde, at de skal kunne klare livets udfordringer uden mig. For livet ér fuld af udfordringer, og vi forældre kan ikke rende og lægge bløde puder ud foran vores børn hele tiden. Naturligvis vil jeg altid være der for mine børn, men hvis jeg gør alt for dem, og hele tiden er bange for, at der skal ske dem noget forfærdeligt, vil det sætte sig i dem og sat på spidsen, vil de blive ængstelige og nervøse mennesker.
De amerikanske tilstande er helt sikkert helt anderledes. Danmark er et helt andet og langt sikrere land. For de fleste danskere, er det naturligt, at deres børn gør mange af de ting, jeg skitserer. Heldigvis!

Hvis du vil se programmet, kan du se det lige her.

 

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply