På med huen – Om små børn og vigtigheden af en hue

Tidligere udgivet på min gamle blog.

I dag er det køligt, det blæser og tunge grå regnskyer ligger lavt på himlen. I dag vil de fleste forældre give deres små børn en hue på, men når solen skinner fra en skyfri himmel, ser jeg mange spædbørn og småbørn med bare hoveder.
Jeg har lyst til at skrive lidt om, hvorfor jeg finder det umådelig vigtigt, at babyer og småbørn får hue på i al slags vejr.
Jeg mener, at en hue er en del af den helt essentielle omsorg, man giver et lille barn.
Når jeg giver mit lille barn en hue på, handler det ikke kun om, at han ikke skal fryse om ørerne. Det er i virkeligheden nok det mindste af det, for når det er varmt uden for, er der ikke den helt store risiko for, at han fryser om hovedet.
Huen er vigtig, fordi små børn er virkelig følsomme og er udsat for oceaner af sanseindtryk. Alt er nyt for dem, og en hue skærmer dem, og gør det nemmere for dem at lukke af. Det skaber tryghed, at hovedet er omsluttet af en hue.

Min store søn Storm er et meget sensitivt barn. Han er super udadvendt og virker som en stærk dreng med masser af gang i, derfor kunne man umiddelbart tro, at han kan klare det meste. Det kan han også, og han er også en stærk dreng, men samtidig er han utrolig følsom. Selvom han som tre-årig startede i en lille hjemlig steinerbørnehave, hvor der kun var plads til 28 børn, havde han svært ved at rumme de mange børn og larmen i børnehaven, som ellers var betydelig mindre, end i andre større institutioner. Han reagerede ved at være totalt overstimuleret og træt, når han kom hjem kl. 14.00. Han nåede samtidig ofte et punkt, hvor han ikke magtede, at de andre børn kom for tæt på ham, og det var både synd for ham og de børn, som fik overskredet hans grænser. En af de kloge pædagoger i børnehaven observerede, at han de dage, han havde sin bøllehat på i børnehaven, havde det nemmere. Han var bedre til at sidde for sig selv i sandkassen og lege, og han kunne bedre lukke af for larmen og trække sig ind i sig selv, når han havde behov for det.
Vi fandt ud af, at han også havde det bedre hjemme om eftermiddagen og var friskere, når han havde haft sin hat på. Derfor blev det bare en vane, at han altid havde hat på. Nu er han større og vælger selv, men vi oplever sjovt nok stadig, at han tager kasket eller hat på, når vi skal til større arrangementer, hvor der er mange mennesker og meget støj.

I forhold til det helt lille barn, finder jeg det helt naturligt, at de har hue på så meget som overhovedet muligt, og huen bør efter min mening, være en naturlig del af påklædningen og omsorgen for barnet. Vænner man barnet til en hue fra starten, vil de selv ønske at have en hue på hovedet, fordi de vil føle en tryghed, når de har den på.
Her om sommeren har Bror en hue på, som passer til vejret. Han har en lille silkehue på, som er kølig, så han ikke bliver overophedet.

Jeg har selv syet et utal af huer i sjovt stof, med ører og lignende, men må egentlig erkende, at jeg synes bedst om en mere neutral hue, hvor man ser barnet og ikke kun huen. Det virker bare bedre, når nu huen er en naturlig del af hverdagspåklædningen.

Så på med huen eller hvad mener du? Har dit barn hue på?

…og der er naturligvis øjeblikke, hvor baby må have huen af… Det dejlige lille babyhoved skal der bare duftes til indimellem! Specielt lige efter fødslen, er det vigtigt at dufte. Det fremmer relationen mellem mor og barn!