Børn, Småbørn

Om kunstige behov og om, hvordan man kan stimulere sin baby uden plastik…

marts 17, 2015

Lige efter Brors fødsel så jeg en fantastisk fransk dokumentar på DR2. Jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den prikkede til nogle af de ting, jeg synes er vores udfordringer i forhold til vores børn i den vestlige kultur. Dokumentaren hed ‘Babyer’ og er instrueret af franskmanden Thomas Balmès. I dokumentaren følger han 4 spædbørn fra henholdsvis Japan, San Francisco, Namibia og Mongoliet. Babyerne bliver fulgt fra første åndedrag og til de første skridt. Den er uden ord, bare smukke billeder, som taler fuldstændig for sig selv.
Dokumentaren er fantastisk, fordi man får et indblik i fire helt forskellige tilgange til barnets første leveår.
Dokumentaren viser så godt, hvordan vi i vesten har fået skabt en masse materielle behov, som i forhold til barnets udvikling er ligegyldige.

Fælles for USA og Japan er kontrollen og stimuleringen. Babyerne bliver hevet rundt til rytmik og diverse aktiviteter, som skal udvikle dem. De bliver trænet, læst for, sunget med osv. Selve fødslen er (i USA) også fuldstændig kontrolleret og overvåget.
Det er en naturlig del af udviklingen i de rigere samfund, men jeg synes vi i vesten glemmer, at børn faktisk godt kan udvikle sig ved, at forældrene bare er nærværende og omkring dem, uden konstant at aktivere. Når vi er så kontrollerede, mister vi noget af naturligheden, og vores børn bliver dårligere og dårligere til at underholde sig selv uden diverse stimuli.

Naturligvis skal vi ikke bo i små hytter som i Namibia, og naturligvis har vi en masse fordele, som de færreste vil være foruden, men jeg synes alligevel, at vi kan lade os inspirere. For er det egentlig i babys interesse at ligge under et farvestrålende aktivitetscenter i plastik i en alder af 6 uger? Jeg mener at pengene kan spares, og at baby vil trives og udvikle sig fuldstændig som han/ hun skal uden disse kunstigt fremstillede behov. Jeg mener, at vi bør give vores børn mulighed for at lære sig selv at kende og give dem mulighed for at mærke sig selv, før vi overdynger dem med farvestrålende plastik. Det er fuldstændig naturligt, at barnet når en alder, hvor det griber ud efter ting. Det er gerne i den fase, at store firmaer vil overbevise os om, at vi skal købe føromtalte farvestrålende plastik-apperater. I stedet kunne man lægge baby på et tæppe, og lade barnet finde egne fødder og fingre, før det finder det farvestrålende plastik. Vi kan gå med vores barn i slynge tæt hos os, lade det kigge og undersøge verden omkring sig, mens det mærker mors eller fars hjerte banke.

Det er de aller færreste forældre, der synes, at plastiklegetøj og aktivitetscentre med blinklys og musik er smukt at se på, men alligevel giver vi det til vores børn, for de har åbenbart ingen kvalitetssans? …Men de elsker det jo, siger vi, uden at tænke over, at store firmaer med aller største sandsynlighed har brugt mange ressourcer på at finde ud af præcis hvilke farver og mønstre, der fastholder vores børn bedst muligt. På den måde er der nemlig rigtig gode chancer for, at vi vælger præcis deres legetøj, næste gang vi handler.
Mine småbørn har ikke plastiklegetøj, og de har ikke ligget under et aktivitetscenter. De har udviklet sig fuldstændig normalt, og de er hverken understimulerede eller ved at dø af kedsomhed. De har fået lov til at røre ved ting, som er rare at røre ved, og som ikke er lavet af kold plastik.

Her er mine idéer til måder, man kan stimulere sin baby på uden at overstimulere:

-Hold om og bær din baby så meget som overhovedet muligt. Anskaf dig en slynge inden din baby er født og væn baby til at være i den fra starten. Baby kan på den måde være med i de daglige gøremål, og lære sine omgivelser at kende under rolige forhold.

-Bær altid din baby med ansigtet mod dig. På den måde kan dit barn altid se dig og har bedre mulighed for at lukke af overfor for meget stimuli. (Det samme gælder, hvis du bruger en klapvogn – vælg altid en vogn, hvor babys ansigt er vendt mod dig!).

-Lad din baby ligge på et tæppe og lad baby finde fingre, fødder og tæer (før det finder legetøj i pangfarver).

-Stimuler det visuelle med blide og sarte farver, der ikke ‘larmer’.

-Vælg kvalitet og naturmaterialer (på den måde undgår du også al den kedelige kemi der er i plastik og andre kunstige materialer).

-Tal med din baby.

-Syng for din baby.

-Sørg for at din baby kan bevæge sig frit og har behageligt tøj på.

-Læg ting foran barnet, så det kan kigge og række ud, når det ligger på maven. Forsøg altid at opfordre barnet til aktiviteter, som både foregår på mave og ryg (Aktivitetscentrer pacificerer barnet og opfordrer udelukkende til, at baby ligger på ryggen – baby har i øvrigt ingen mulighed for at trække sig væk, eller søge ind i sig selv).

-Drop skråstolen. Det er endnu en ting der pacificerer barnet og den er i øvrigt et mareridt ergonomisk.

-Lad dit barn stifte bekendskab med mange forskellige NATURLIGE materialer: Træ, uld, bomuld (Rangler i træ, uldbolde, bløde tøjdyr etc.)

Undgå alt der er designet til at pacificere babyer:
Skråstole, aktivitetscentre, baby-tv, hoppegynger, gåvogne etc.

For at vende tilbage til dokumentaren om de fire babyer, så er jeg virkelig betaget af hvordan babyerne efterligner deres omsorgspersoner. Efterligning er jo et af de emner, jeg så ofte har talt om her på bloggen, og hvor vigtigt det er, at vi voksne er forbilleder for vores børn. Det viser også, hvor lidt børnene i virkeligheden har brug for vores indblanding. De små børn i Namibia, der sidder og slår med sten, som deres mødre gør det og øver sig i at bære ting på hovedet, mens deres mødre sidder omkring dem og arbejder.! Vores børn kan godt selv. Vores børn behøver nærvær – ikke aktivering. Vores børn har ikke behov for farvestrålende plastik. Det er et behov, vi voksne har skabt!
En vidunderlig ting ved filmen er, at den viser det mest essentielle ved det at få et barn, uanset hvor i verden det fødes. Den viser at størst af alt er kærligheden.

En sød læser har sendt mig et link til filmen. Den kan ses her! Indlægget har været udgivet tidligere på min gamle blog. Kommentarer etc. kan læses her.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply