Foto – Tilhører Camilla Willumsen
Camilla Willumsen står bag et nyt kærligt univers for gravide og småbørnsmødre, som har fokus på holistisk og alternativ behandling, harmoniske og helende graviditeter, fødsler og efterfødselsforløb.
Camilla bor i København sammen med sin mand og sine to børn på 5 ½ og 1 ½ . Den mindste går i dagpleje 3 ½ time hver formiddag. Camilla arbejder og holder møder, når hun er afsted, og når hun sover middagslur. Camilla er uddannet lærer og cand. Pæd, og så har hun forskellige kurser bag sig inden for alternativ medicin, meditation, åndsvidenskab, pre- og perinatal psykologi og Aware Parenting.
Camilla stiftede ModerSkaber i foråret 2016, og jeg har stillet Camilla nogle spørgsmål om ModerSkaber.dk.
Hvad vil du med din hjemmeside ‘ModerSkaber.dk’?
Med ModerSkaber vil jeg gerne skabe en platform, hvor gravide kvinder og småbørnsmødre kan få adgang til viden og undervisning med fagpersoner, der udover at være hamrende dygtige, også arbejder helhedsorienteret og understøttende.
Det skal også være et sted, hvor vi beskæftiger os med årsagerne til udfordringerne på fødsels- og småbørnsfeltet, og hvor vi tilbyder kvinderne andre perspektiver og løsninger på problemstillingerne, end de måske bliver tilbudt igennem systemet. Tilknytning, pre- og perinatal psykologi, alternativ medicin og behandling samt hvordan vi kan yde gravide og småbørnsmødre optimal støtte igennem undervisning opløftende fælleskaber og samarbejder på tværs af fagfelter har min store interesse. Jeg vil forsøge at samle nogle af de bedste kræfter inden for gravid og småbørnsfeltet.
ModerSkaber er et sted hvor kvindekraften og de feminine aspekter respekteres og næres og hvor kroppen, sindet og sjælens samspil bliver anerkendt og tilgodeset.
Med ModerSkaber vil jeg være med til at ændre fødsels- og småbørnskulturen i norden. Der er en stor og smuk bevægelse i gang, som jeg glæder mig meget over at observere og være en del af.
Hvilke udfordringer har du mødt i forhold til dine egne fødsler? Her tænker jeg på din første hospitalsfødsel og din hjemmefødsel – Hvad var forskellen?
Jeg mødte virkelig mange udfordringer under min første fødsel. Jeg fødte på Rigshospitalet i sommeren 2011. Den første udmelding jeg blev mødt med, var om jeg ikke kunne gå en tur på 1 ½ time og så komme tilbage derefter, da de kun havde en enkelt stue ledig. Lige der tror jeg, at en potentiel harmonisk fødsel blev dødsdømt. Jeg havde på det tidspunkt haft véer i halvandet døgn, og jeg var slet ikke i stand til at gå en tur. At blive mødt på den måde skabte stress og uro hos mig, hvilket ikke var befordrende for mine véer.
Der var også ekstremt travlt. Jeg lå alene i lange perioder, og tre forskellige jordemødre var inde over min fødsel. Jeg har den største medfølelse for de jordemødre, der arbejder under sådanne forhold. Hele fødselsforløbet er en længere historie, som jeg ikke vil skrive om her, men det var desværre på rigtig mange måder en traumatisk oplevelse.
Min søn ville ikke trække vejret, da han endelig kom ud, og han blev akutindlagt på neonatal.
Vi fik at vide, at vi måske ville miste ham.
En af de jordemødre, der havde været inde over min fødsel, kom over på neonatalafdelingen dagen efter og gav mig undskyldning for fødselsforløbet. Det betød virkelig meget for mig lige der at høre det fra hende.
I retroperspektiv kan jeg se, hvad det var, der ”gik galt”.
Jeg ved, at komplikationerne og indlæggelsen kunne have været undgået. Vi havde ikke behøvet at starte vores liv sammen på den måde, og det må jeg bare være med til at videreformidle. Det kan jeg slet ikke lade være med, da det er alt for vigtigt til for mig.
Anden gang jeg skulle føde, valgte jeg at føde hjemme. Tanken om at skulle føde på hospitalet gjorde mig utryg og utilpas. Jeg valgte også, at jeg skulle have min zoneterapeut Betina Axil med, som jeg føler en stor tryghed ved. Hun har meget erfaring og har hjulpet mig gennem mange år. Fødslen af min datter er den smukkeste og mest styrkende oplevelse, jeg endnu har gennemgået i mit liv. Der var ro og varme og nærvær, og jeg blev støttet igennem hver eneste ve. Jeg havde så meget kærlighed omkring mig. At få min datter op på maven efter fødslen og mærke hende selv møve sig op og selv tage fat om brystet og begynde at amme uden hjælp. At have hende liggende til navlestrengen var færdig med at pulsere. Den følelse var fuldstændig ubeskrivelig.
Jeg vil anbefale alle, der ikke fejler noget medicinsk krævende at føde hjemme.
Det er ikke fordi min anden fødsel bare var ”piece of cake”. Jeg fik veestorm og begyndende presseveer, da jeg kun var 5 cm åben. Det var virkelig ubehageligt, og jeg blev bange. På ti minutter fik min zoneterapeut lagt veerne ned til et godt leje med fine mellemrum. Du skulle have set jordemødrene i ansigterne, da de så virkningen af hendes arbejde.
Åh, hvor kunne jeg ønske mig, at man ansatte folk som Betina Axil på hospitalerne, for så ville behovet for medicinsk igangsættelse, vedrop og diverse andre akutte medicinske indgreb kunne blive nedbragt betydeligt.
Hvad ser du som de største udfordringer ved ‘systemets’ møde med henholdsvis den gravide, den nye mor og det nyfødte barn?
Som jeg ser det, er sundhedssystemet underlagt et maskulint og medicinsk ”fixer paradigme”. Det maskuline aspekt har domineret vores kultur og samfund i så mange år. Medicinalindustriens varer står helt fremme på hylderne, og de bliver alt for ofte i hevet ned som det første, uagtet om det er den bedste løsning for mor og barn eller ej. Den feminine kraft har trange kår for udfoldelse i sådanne rammer.
Jeg synes at raske gravide bliver patientliggjort af systemet. Der er et kæmpe fokus på alt det, der potentielt kan gå galt og som hospitalet kan fikse. Den medicinske tilgang er jo til for at afhjælpe nødsituationer og redde kvinde og babyliv, men lige nu fylder den tilgang så meget, at kvinderne ikke får mulighed for at få adgang til deres krops fulde fødepotentiale, og på den måde skubber den medicinske tilgang i alt for mange tilfælde faktisk kvinderne ud i de komplikationer, som den skal afhjælpe.
Vi ser flere og flere traumatiske fødselsforløb og svære ammeforløb.
Vi kan jo læse sort på hvidt hvordan kvinder, der føder hjemme, og kvinder der bliver fulgt af en privat jordemor eller doula oplever langt færre komplikationer.
Er det ok at så mange fødselsforløb og ammeforløb går i vasken, når det rent faktisk er muligt at tilbyde både billigere og bedre løsninger end de nuværende? Det synes jeg ikke.
Vi ser også et stort antal babyer, der bliver tilbudt diverse medicinske løsninger som det første og eneste. Her taler jeg ikke om alvorlige eller farlige sygdomme selvfølgelig, men om ubalancer der skaber småskavanker og smerter hos de små, og som forholdsvis let kan årsagsbehandles.
Alternativerne bliver vi ikke informeret om eller får tilskud til. Det synes jeg ikke, at vi som samfund kan være bekendt. Tiden med et lille barn er enorm sårbar, og da vi selvfølgelig ikke kan klare vores udfordringer helt alene, rækker vi ud efter den hjælp, vi kan få øje på.
Hvad mener du, der kunne gøres anderledes?
Jeg kunne ønske mig at sundhedspersonalet var bedre uddannet i blandt andet funktionel medicin, i pre og perinatal psykologi og i tilknytningsprocessernes natur.
Så tror jeg ikke, vi ville se kvinder, der forventes at kunne føde på ryggen i stressede omgivelser med skarpt lys, bippende apparater og personale, der går ind og ud.
(Prøv at bede en mand om at lægge sig på ryggen, når han skal på toilettet).
At babyer får klippet navlestrengen straks efter fødslen.
Jeg kunne ønske mig, at vi lavede hjemmefødselsordninger i hele landet. Jeg kunne også ønske mig, at vi ville indrette smukke fødestuer med varm belysning og rolig/hjemlig stemning, og at vi ville prioritere flere jordemødre, således at kvinder kunne sikres at føde med en jordemor, de kender.
Tilskud til alternativ behandling som man fx gør i Tyskland står også højt på ønskelisten.
Disse løsninger er samtidig økonomisk fordelagtige.
Hvad mener du, der mangler i mødet med eksempelvis lægen/ sundhedsplejersken ol.?
De økokomiske ressourcer er skåret så meget ind til benet, at der først og fremmeste mangler tid.
Sundhedsplejerskerne knokler for at give den bedst mulige service. Men får mange kvinder oplever, at møderne går mest op i at måle og veje, for at holde øje med om barnet ligger inden for gennemsnittet på diverse kurver.
Min egen oplevelse i det etablerede system er, at vi primært symptombehandler, uden at se så meget på årsagerne bag sygdomme. Hvad er dine tanker omkring det?
Ja. Helt klart. Det er også min oplevelse. Og det er jo også nødvendigt sommtider. Vi er heldige, at vi har adgang til denne hjælp i nødsituationer.
Kvinders fødekrafter og menneskets selvhelbredende kræfter i det hele taget er jo enorm, men disse kræfter skal understøttes og ikke modarbejdes. Problemet opstår, når vi ikke opdager, at vi modarbejder disse kræfter. Derfor mener jeg også, at vi skal give fødslerne tilbage til jordemødrene og familierne og tilbyde trygge fødeklinikker til de kvinder, der ikke har lyst til at føde hjemme. Vi kan så lade lægerne og hospitalet om at behandle de gravide og fødende, der rent faktisk har brug for det og så lade dygtige komplementære behandlere arbejde med de gravide kvinder og babyers småskavanker.
Tidlig indsats med årsagsbehandling kan betale sig både menneskeligt og økonomisk.
Tak Camilla.
Tak fordi du læste med. Du kan besøge ModerSkaber.dk her.
No Comments