Aktiviteter, Børn

Gratis glæder i weekenden

november 18, 2016

I denne weekend vil jeg lave så lidt, jeg kan. Hele familien skal bare hygge og slappe af, men lidt aktiviteter må der nok alligevel til, så her er nogle af de ting, vi typisk gør i weekenden. Måske du kan blive inspireret, eller måske du har endnu flere idéer til gratis fornøjelser i weekenden, i så fald må du endelig lægge en kommentar!

En tur i skoven

Vi er så heldige, at vi har skov og strand lige om hjørnet. I weekenden, går vi gerne en lang tur gennem skoven til Krogerup, hvor vi har vores køkkenhave. Vores børn leger på halmballerne, gynger og hjælper til i haven. Nu hvor havelivet er forbi for i år, så går vi i skoven og bruger nogle hyggelige timer i naturen.

Brætspil

Mine unger elsker at spille, og det er efter min mening den perfekte efterårsaktivitet. Vi spiller matador, scrabble, uno, stratego, kort, heroica etc. Hvad er dit yndlingspil?

Læs bøger

Vi er lige gået i gang med at læse Robinson Kruso højt for den 11-årige og den 6-årige. Alma på 13 er opslugt af den nyeste Harry Potter, og jeg læser Carsten Jensens ‘Vi de druknede’. Der er ikke noget hyggeligere end te, højtlæsning og efterår.

En tur på biblioteket

Vi har et rigtig fint bibliotek i byen, hvor der er en masse spændende legetøj, som specielt min yngste er vild med, og så er der selvfølgelig en masse gode bøger, som kan lånes med hjem.

Lav mad sammen

I weekenden bruger vi gerne ekstra tid på madlavningen, vi bager en kage sammen etc. Vi lader også gerne børnene stå for madlavningen, mens vi voksne slapper af på sofaen. Det er lidt mere overskueligt at have sørget for børnevenlige ingredienser og lade ungerne overtage køkkenet, når det er weekend.

Date night

Min mand og jeg har omsider fundet en sød babysitter, så vi kan gå ud uden børn fra tid til anden. Det er naturligvis skønt, men det at hygge med sin partner behøver jo ikke altid at være en tur i byen. Vi lader en gang imellem ungerne spise aftensmad tidligt, og så hygger vi med sen lækker aftensmad, når de yngste sover ved 20-tiden, og de største hygger på værelset, til de skal i seng. Det plejer at være en succes!

Hvad skal du lave i weekenden?

Har du idéer til gratis glæder, så kom endelig med forslag i kommentarfeltet!

Smilerynker.dk er en reklamefri blog. Det kan du læse mere om her.

Bliver du inspireret, når du læser mine indlæg? Gør de en forskel for dig?

Så kan du give et selvvalgt bidrag og støtte mit arbejde:

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Christina november 19, 2016 at 9:12 pm

    Hvor er det bare skønt, at du skriver igen. Du skriver om meget af det vigtigste og mest interessante i mit liv, så det er bare så skønt at blive inspireret af dig. Jeg synes, rigtig meget i dag handler om forbrug, forbrug, “glamour”, tilbud, tempo, karriere, dyre rejser osv., så det føles nærmest som et helt frirum at være på din blog. Også fordi du er god til at formidle og inspirere uden man får dårlig samvittighed. Tak😊

    • Reply Smilerynker.dk november 21, 2016 at 8:17 pm

      Hvor er det bare dejligt at høre! Det gør mig så glad!! Tak for din kommentar!

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.