Børn

Grænser findes i rammer og forudsigelighed…

september 9, 2013

Tidligere udgivet på min gamle blog.

En af grundene til at jeg i sin tid valgte, at mine børn skulle gå i en steinerbørnehave, var fordi jeg der fandt rammer og forudsigelighed, som jeg ikke så i andre institutioner. Ro og rytme har vi i mange år arbejdet os væk fra. Vi har haft fokus på vores egne behov for karriere og selvudvikling og børnene har skullet følge trop, men jeg tror på alle måder, at vi skal tilbage til roen, rytmen og forudsigeligheden, hvis vi gerne vil udvikle vores børn til glade og harmoniske voksne.
Vi må skabe en nem og forudsigelig hverdag for vores børn, som de gør det i steinerbørnehaven, med en fast dagsrytme og et fast ugeprogram, som følger årets gang.

En tendens i tiden er meget egoistiske børn. Pædagoger i de fleste børnehaver kan nikke genkendende til, at mange børn i dag mangler ydmyghed, konstant vil foran i køen, har svært ved at være en del af et fællesskab og gerne vil være i centrum. Samtidig er mange børn utrolig sårbare, stressede og flere end nogensinde får diagnoser af forskellig art.

Tendenserne har jeg set, når jeg igennem min uddannelse til steinerpædagog, har været i praktik i børnehaver, som er fulde af dejlige børn, men også rummer nogle af de problematikker, med børn som fylder rigtig meget og har svært ved at finde sig til rette i en stor gruppe.

Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, at vi har stærke og selvstændige børn, der ved hvad de vil, men for mig er det problematisk, når børn har svært ved at fungere i sociale sammenhænge, har svært ved at dele med andre og har vanskeligt ved at finde sin rette plads.

Emnet ‘børn og grænser’ var oppe på det sidste forældremøde i min datters børnehave og det satte en interessant og meget tankevækkende diskussion i gang.
Pædagogerne startede med at skitsere nogle af de problematikker, som jeg netop har beskrevet. De fortalte at de i de senere år, har måttet skabe endnu fastere rammer og endnu mere forudsigelighed i hverdagen end tidligere for at skabe ro i en stadig uroligere børnegruppe.

Mange forældre var utilfredse med, at emnet blev taget op kollektivt. Flere mente, at var der et problem med børnene, måtte det tages op ved private møder med de pågældende børns forældre.
Jeg kunne ikke lade være at undres. Jeg mener netop, at det er meget positivt, at de svære emner bliver taget op kollektivt. Jeg mener, at vi bedst løfter i flok og ikke enkeltvis. Jeg tror, at vi kommer længst ved at hjælpe hinanden og specielt vi mødre, kunne have rigtig meget ud af at støtte hinanden og arbejde sammen.
Jeg synes det er interessant, at vi taler om problemer med egoistiske børn og manglende fællesskab og forældrene ønsker individuelle møder omkring deres barn.
Er der mon en sammenhæng?

Hvad er det egentlig vi byder vores børn?

De fleste forældre har travlt med arbejde og vores børn bruger mere tid i institutioner end nogensinde før. Systemet er ikke ret fleksibelt og kun ganske få, har mulighed for at være hjemme med deres børn længere end det første år af deres børns liv.

Det er som om vi forældre indimellem mangler lidt selvindsigt. I vores travle liv med arbejde, hobbyer osv. ryger meget af tiden med vores børn og i den korte tid, vi har sammen med vores børn, skal de have det bedst muligt.
Jeg tror, at vi som forældre, indimellem vælger de nemme løsninger for at undgå konflikter og besvær, men spørgsmålet er bare, om det gør vores børn til lykkeligere mennesker, at vi ikke stiller ret mange krav til dem og at de deltager mindre og mindre i det, jeg vil kalde familiens fællesskab? Jeg tvivler stærkt på det.

Mange børn er af den overbevisning, at deres forældre er sat i verden for at servicere dem.

Er der noget man gerne vil have, så råber man bare højt og så kommer mor eller far springende med det. Efterhånden bliver mor og far lidt trætte i ansigterne, men hvis de pludselig stiller krav om, at børnene selv skal lette sig fra sofaen, så bliver der skreget højt og slået i bordet. Det kræver et kæmpe overskud at tage kampene og de færreste forældre orker det oven på en lang arbejdsdag og med børn, som har været længe i børnehaven og er trætte og det er jo ganske forståeligt.
Når aftensmaden bliver lavet, sidder børnene foran fjernsynet og skal hverken hjælpe med borddækning, madlavning eller lignende. Det hele bliver serveret på et sølvfad.

Børn er i dag overflødige…

De er i mange tilfælde ikke længere en del af det fællesskab, som en familie er. De sidder passive i sofaen med I-pads og tv eller legetøj og der bliver ikke stillet krav om, at de skal deltage i daglige gøremål. Vi forældre ordner det hele, for det er meget nemmere, at overstå det hele lyn-hurtigt, for på den måde at undgå konflikter med vores børn.

Jeg tror den rolle som overflødig, har en utrolig kedelig effekt hos vores børn. Vi higer alle efter at passe ind et sted og det gælder også i familien. I virkeligheden er det her, det er vigtigst at have en plads og en rolle, for når vi har en plads og et ansvar og der bliver stillet nogle krav og forventninger til os i familiens rammer, så er det også langt nemmere at fungere, tage imod beskeder og forstå verden uden for familiens trygge favn. Ude i verden bliver der stillet en hel masse krav. I den tid vi lever i med finanskrise osv. er kravene endnu større end tidligere og valgmulighederne uendelige.

Hvordan får vi som forældre udviklet vores børn til at kunne håndtere alle disse krav og valgmuligheder!?

Jeg mener det starter hjemme. Jeg mener at det starter ved, at vi bliver bedre til at forvente noget af vores børn og stille krav til dem. At vi begynder at acceptere konflikterne, som opstår i kølvandet på krav og lærer vores børn at håndtere dem. Børn vokser, når de får opgaver og har et ansvar i familien. Det behøver ikke at være store ting, men bare det at hjælpe med madlavning, dække bord og tømme opvaskemaskinen, er opgaver, som man sagtens kan forvente af sine børn. Når de gerne vil gå til en fritidsaktivitet, synes jeg også, at man som forælder, har pligt til ikke at lade dem give op, når det bliver kedeligt eller svært. Ting bliver nu engang sjovere, når man bliver god til det og det tager tid at komme der til.

Når mine børn klager over, at de ikke gider det ene eller det andet, for selvfølgelig gør de det, så svarer jeg altid, at vi er en familie og at man i en familie hjælper hinanden!

Herhjemme har vi ikke altid været gode til at involvere vores børn i det daglige. Specielt med min søn, har det været udfordrende.
I de første fire år af hans liv, var jeg sikker på, at han var sat i verden for at lære mig at sætte grænser. Han havde en svær start på livet, med flere hospitalsindlæggelser og det var en kæmpe udfordring at få familielivet til at fungere med et barn, der konstant fejlede et eller andet. Han fik en masse særbehandling, fordi vi havde ondt af den stakkels dreng, som havde astma, øre-problemer osv. osv.
Der var intet overskud til andet end bare at lade den ene dag tage den anden og springe over, hvor gærdet var lavest…

Da han begyndte i børnehave, ændredes tingene. Jeg oplevede en stor forståelse, hos de pædagoger som tog sig af ham. Jeg blev bakket op i en masse ting og fik en helt ny indsigt, nemlig, at det ikke var hans opgave, at lære mig at sætte grænserne, men at opgaven var mig egen. Jeg havde meget svært ved at mærke mine egne grænser og det gjorde min dreng forvirret. Han kæmpede for at mærke, hvor han havde mig og jeg var konstant usikker og tvivlende og det smittede af på ham. Det var faktisk lidt af en åbenbaring for mig pludselig at finde ud af, at der lå et stort arbejde hos mig. Nemlig at finde mine egne grænser.

Men hvordan finder man egentlig sine egne grænser?

At finde sine grænser og mærke sine behov, er en livslang opgave.
Vi kommer alle med en rygsæk fuld af bagage. Alt det vi har lært eller ikke har lært gennem vores egen opvækst, tager vi, om vi vil det eller ej, med os og giver videre til vores børn. Nogle ting er gode og positive og andre er det ikke. Når man får et lille barn i armene, står de fleste forældre med en kæmpe usikkerhed, for hvad skal man egentlig gøre med sådan et lille væsen!? Mange af os, gør ting som i virkeligheden er ganske unaturlige. Vi lægger vores børn fra os, vi lader pædagoger tage over i rigtig mange timer om dagen, vi arbejder for meget, vi overdynger dem med legetøj. De får store smukke værelser, som er indrettet helt rigtigt, de får fine sko og tøj, mobiltelefoner, tablets osv. i stedet for det, de egentlig har brug for og som i virkeligheden er så enkelt: nærværende forældre, kærlighed, omsorg og en plads i fællesskabet. Det materielle er mindre vigtigt og er mere til ære for os forældre og det vi vil vise verden, end det er for vores børn.

Mange mødre lider af konstant dårlig samvittighed. Vi forsøger at gøre det hele så godt så muligt, både på arbejdet og hjemme, men det lykkes ikke helt.

Og hvorfor er det i mange tilfælde sådan? Vi skal starte hos os selv. I min egen åbenbaring omkring min søn, fandt jeg ud af, at jeg slet ikke var god ved mig selv. I hans sygdomsforløb, havde al fokus været på ham. Jeg brugte alt for meget tid på, at forsøge at være en perfekt mor og gøre det hele rigtigt og i den stræben efter at være perfekt, var jeg i virkeligheden utrolig uperfekt. Jeg passede på min familie, men ikke på mig selv. Jeg var stresset og træt. Jeg sov ikke om natten. Jeg glemte at spise sundt og dyrke motion og alt kom til at handle om børnene. Jeg blev sur og trist og havde hele tiden ondt af mig selv. Jeg fandt mig selv i en offerrolle, indtil jeg fandt ud af, at jeg selv måtte tage styringen i mit liv og beslutte, hvordan jeg ville have, at vores familieliv skulle være.

… Og det hjalp!

Næsten fra den ene dag til den anden blev tingene sat i system. Vi arbejdede meget med at skabe en forudsigelig hverdag uden en masse valgmuligheder. Det gjorde det langt nemmere for vores børn, at vide hvad de kunne regne med, og det gjorde det nemmere for mig, at have taget en beslutning om, hvordan jeg ville have tingene og holde fast ved det.
Vi introducerede små opgaver, som passede til vores børns alder og forventede at de løste dem.

I dag er det en naturlighed, at de hjælper med madlavningen, og at de tager ud af bordet efter aftensmaden. Det er en naturlighed for min søn, at han øver sig på sin violin, så snart han kommer hjem fra skole.
Det er nemt at vide, hvad man skal, når der er system i tingene og vi har meget få konflikter, fordi alle ved hvad de skal, alle har en plads og alle er vigtige for, at vores familie kan fungere. Det betyder ikke, at vi aldrig har konflikter og at mine børn ikke kan blive sure, hvis de bliver bedt om noget, de ikke vil, men generelt går det nemt og mine børn kan klare rigtig meget selv. De smører selv deres eftermiddagsmadder, de rydder op på værelset og jeg styrter ikke rundt og holder øje med dem, for jeg har tillid til og oplever, at de gør det rigtige.

Der var en gang en kvinde, som sagde til mig, at det krævede et stort overskud at leve som vi gør. At beslutte at ens børn skal hjælpe til og tage del i de daglige gøremål.
Egentlig er jeg ikke enig. Det kræver langt mere overskud ikke at have en fast struktur og ikke at bede sine børn om hjælp.

Alt bliver så uoverskueligt, når der ikke er lavet madplaner og når det ikke er besluttet hvem der tager vasketøjet.

For mig er det en kæmpe hjælp, at min 10-årige datter kan svinge støvsugeren og gøre rent på badeværelset, og at børnene rydder op efter aftensmaden og hjælper til.
Mine børn er harmoniske og glade børn, som gerne vil hjælpe til og de er ikke specielt grænsesøgende, for grænserne er sat. De er sat helt dybt inde i min mand og mig. De er sat gennem en forudsigelig hverdag, planlægning og struktur. Vi er dog langt fra perfekte og der skal til tider finjusteres, men det er ikke længere en uoverskuelig opgave og kampe er der få af…

I køkkenet hænger et skama med hele ugens gøremål. Der er ikke op til diskussion, om det er Storm eller Alma, der skal tage ud af bordet, for det står på skemaet. Der er ingen diskussion om på hvilke dage, der skal ryddes op på værelset, for det er tirsdag og torsdag og livet bliver virkelig nemmere på den måde! Der bliver mere plads til de sjove og rare ting, når der er styr på det basale.

Børn har det jo sjovt nok præcis som os voksne, som gerne vil anerkendes, for det vi gør. På en arbejdsplads bliver vi voksne også usikre og stressede, hvis vi ikke ved, hvad vi skal og bare flyver som et blad for vinden. Vores børn vil så gerne mærke os og vide hvor grænserne går. Vi forældre skal turde tage lederrollen i familien og kærligt vise vores børn vejen med vores egne handlinger, rammer, ro og forudsigelighed…

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply