Børn

Forbandede hjerne…

juni 27, 2017

Dette er et af de indlæg, som var nemt at skrive, men svært at udgive. Jeg har gået i flere dage og tænkt over, om jeg skulle dele det. Mange tanker har suset i mit hoved. Bliver jeg dømt? Udleverer jeg mit barn? Gavner det? Jeg deler måske ofte billeder af mit liv, mine børn og mine tanker her på bloggen, men alligevel er det jo kun et meget lille udsnit, I får. Jeg ønsker at beskytte mine børn, så derfor har jeg ikke tidligere talt om dette emne, fordi det fortæller en del om min søns specielle personlighed. Grunden til at det nu bliver udgivet, er fordi jeg håber (og min søn håber), at det kan hjælpe andre forældre, som står med nogle af de samme problematikker som os. Indlægget skrev jeg i fredags, da sommerferien begyndte. 

I dag begynder sommerferien for de fleste, men ikke for min dreng. Han går nemlig ikke i skole, eller det vil sige, han går i skole, men ikke i den skole som de fleste andre børn går i. Han går i hjemmeskole.

“Men hvem skal så lære dig fransk og historie og matematik, når du ikke går i skole?” Spurgte en af min mands venner min søn, da han og min mand var på tur med ungerne i weekenden.
Kort efter spørgsmålet som rigtig mange mennesker i øvrigt stiller, var mit kære barn og min mands ven godt i gang med en gribende samtale om optakten til anden verdenskrig og min mands ven anbefalede podcasts fra radio24syv om samme emne. Sådan går det for det meste, når min ret specielle søn taler med voksne. Han elsker at dele sin meget store viden om specifikke emner, og han mødes altid med stor beundring fra de voksne. Han er nemlig både åben og udadvendt og meget veltalende i forhold til sine 11 år.

Da min søn startede i Steinerskole, var det ingen succes. I børnehaveklassen var han urolig og utålmodig og ivrig efter at lære. De, der kender lidt til Steinerskoler ved, at man ikke begynder at undervise børnene i læsning og matematik i børnehaveklassen til stor ærgrelse for min søn, som bare higede efter ny viden og inspiration. Ved et møde med hans to klasselærere kastede de pludselig og ubegrundet en potentiel autisme-diagnose ind i samtalen. Jeg var chokeret, og jeg styrtede hjem og googlede løs, men jeg kunne slet ikke genkende mit barn i beskrivelserne.

Af forskellige årsager valgte vi at flytte vores dreng til en almindelig folkeskole og ved første skole/hjemsamtale, var jeg fuld af bange anelser. Alt blev dog bragt til skamme: “Din søn er et fantastisk barn. Han er langt foran fagligt, han er empatisk og hjælpsom overfor sine klassekammerater, og han er en fryd at have i klassen!” Jeg var så lettet og glad, da jeg forlod samtalen.

Desværre varede glæden kort. Min søn begyndte hurtigt at kede sig. Lærerne havde svært ved at give ham reelle udfordringer. De vidste faktisk ikke rigtig, hvad de skulle stille op med barnet, som var ret uinteresseret i de emner, de arbejdede med i skolen. Han endte ofte med at få lov at sidde alene og læse, gå på biblioteket eller lignende, når han var færdig med sine skoleopgaver før de andre børn. Han var ikke interesseret i fodbold, som de andre drenge. Han ville hellere læse og tale om store emner som universet, historiske emner og forhistoriske dyr. Hele situationen blev forværret af skolereformens indtog, lange skoledage og en kæmpe udskiftning af klassens lærere. Der var ikke tid til mit barn. Han følte sig anderledes og forkert og kom tit hjem og var ked af det.

I slutningen af 3. klasse tog vi sammen med skolen en beslutning om, at vores dreng kunne starte i 5. klasse efter sommerferien i stedet for 4. klasse, som han egentlig skulle starte i. En beslutning, der blev truffet for at prøve noget andet. Give flere udfordringer til et barn, der var ved at kede sig ihjel og som bare ikke trivedes. Det skulle dog vise sig at være en håbløs beslutning. Det var en stor udfordring at komme ind i en klasse med ældre børn, som allerede var godt sammentømrede. Fagligt oplevede vi ikke et løft, men blot at han begyndte at udvise apati mod alt skolearbejde. Han lagde bøgerne i tasken, før han var færdig med de stillede opgaver, han stoppede med at gøre sig umage, og han gik flere gange bare hjem fra skole, fordi han ikke ville være der. Han lukkede af og opgav at blive stimuleret fagligt. Hans nye lærere var søde og dygtige og ville vores søn det bedste, men ressourcerne, der var til rådighed, var simpelthen ikke til at gøre noget særligt for det særlige barn. ‘Vi er kede af det, men vi skal holde os inden for rammerne’, var en standartbemærkning fra skolens side. Vi fik lavet en deltidsordning, så vores barn kun skulle gå i skole knap 4 timer om dagen, og det gjorde, at han bedre kunne magte skoledagene, men det gjorde ham ikke glad for at gå i skole. Han gik konstant med følelsen af at være anderledes, forkert og udenfor. Hans lyspunkt var hans papegøje, som han brugte al sin tid på uden for skolen. Da han en dag fandt et brev i sin matematikbog med et tegnet billede af et dødningehoved og ‘Du er en ormeæder’ skrevet ovenover, brød hans verden sammen. På en måde blev det bare dråben for mig. Det var så smertefuldt, at se mit barn være så ulykkeligt. Uden at vide hvad vi skulle gøre, meldte vi ham ud af skolen. Jeg ringede til kommunen og fortalte, at jeg nu ville undervise mit barn selv. Heldigvis med rimelig opbakning og anerkendelse, da kommunen kom på første tilsynsbesøg.

Og det er så her, vi er nu.

Min mand og jeg har fået vores glade barn tilbage. Jeg underviser ham i de emner, som han synes er interessante. Vi læser bøger om første og anden verdenskrig. Han lærer latin og oldgræsk og spiller Minecraft. Han laver budgetter, skriver madplaner og regner ud, hvad alting koster. Han hygger sig med sine tre søskende, og vi arbejder på, at få ham ind i flere sociale sammenhænge. Hvorfor har nogen bestemt, at skole skal finde sted fra klokken 8.00-15.00, og at alle skal lære det samme? Det er helt grotesk i mine øjne. Vi har brug for en revolution!

Måske du tænker, at jeg bare er en forkælet curlingmor, som vil have særlige forhold for mit helt specielle barn. Eller at et meget begavet barn er lidt af et luksusproblem, så jeg må stoppe med at beklage mig. Eller måske har jeg bare behov for at prale med mit super kloge barn.

Jeg er mor til fire børn, som alle er særlige på hver deres måde. Fuldstændig ligesom alle andre børn i denne verden er præcis det.

Jeg ved, at jeg ikke er ene om de frustrationer, der følger med det at have et barn som min søn.
Den ensomhed han kæmper med, kan ikke ligefrem kaldes et luksusproblem. Få forstår de store udfordringer et barn som min søn kæmper med. Han vil helst være som andre børn. Han drømmer om at have kammerater, og han ønsker ofte, at han ikke ville bekymre sig så meget om verden og ting, som han slet ikke burde tænke på, i forhold til den alder han har.

Jeg mener, at det er et kæmpe problem, at vi i et samfund, som gerne vil klare sig godt i denne globaliserede verden, taber de højt begavede børn på gulvet (eller de anderledes begavede børn for den sags skyld).
Min dreng er ikke et unikum. Der sidder mindst et barn, der ligner ham i hver eneste skoleklasse, og min oplevelse er, at få pædagoger og lærere har den rette viden og erfaring med disse børn og kender til deres behov. Vi forstår ikke, at mange af disse børn ender med at underpræstere og slå sig selv i hovedet, fordi de ikke får mulighed for at udfolde deres sande potientiale. Vi bruger en masse ressourcer på de børn, som har brug for ekstra hjælp, og det skal vi naturligvis også, men de børn, som er lidt hurtigere end gennemsnittet, lader vi klare sig selv.

Børnene er taberne. De ender med at blive misforstået. De kommes i forkerte kasser som krævende, problematiske og socialt handicappede og i værste fald, får de en diagnose. De kæmper med lavt selvværd, føler sig anderledes og mærkelige. Det er virkelig en udfordring at være anderledes. Specielt, når der ikke er overskud til at anerkende de særlige kompetencer, som disse børn besidder.

Om min søn bliver skraldemand eller finder en kur mod kræft er ikke så vigtigt. Mit ønske er bare, at han har det godt og er glad, at vi som samfund bliver langt bedre til at ‘være der’ for alle typer af børn, at vi anerkender, at de højt begavede børn kun løfter samfundet med de voksnes hjælp, og at vi får rustet det danske skolesystem, så det får styrket selvtilliden hos denne gruppe af børn og bedre forstår deres behov i stedet for at bryde dem ned.

Hvad der skal ske med mit barn i fremtiden, ved jeg ikke. Jeg føler, at jeg har påtaget mig et stort ansvar ved selv at undervise, specielt fordi jeg ikke altid føler, at jeg kan følge med min søn. Jeg har et ønske om, at han en dag kan gå i en skole sammen med andre børn og trives med det. Men lige nu er hans angst og sorg omkring skole så spillevende, at vi må vente og se tiden an.

I forhold til at jeg skriver, at han ikke har sommerferie, så har han selvfølgelig ferie sammen med sine søskende, men når man begynder at hjemmeundervise sit barn, bliver man pludselig opmærksom på, at alt i livet er læring. Det kan ikke lukkes ned, og det holdes der ikke ferie fra. I eftermiddag suser vi på biblioteket og låner bøger, som vi kan læse i ferien. På vejen snakker vi måske om hvor mange penge, vi har brugt på mad i denne uge, og han regner ud, hvor mange penge vi ville kunne spare på madbudgettet på et år, hvis vi udelukkende levede af pitabrød. Min søn elsker den slags fjollede regnestykker, hvor han kan få lov til at regne det hele ud i hovedet. Han fortæller måske noget om triastiden, og han beklager sig over, at han i skolen blev bedt om ikke at læse mere faglitteratur. Vi smiler og griner og taler om alt det, han nu kan, fordi vi (næsten) selv bestemmer…

Hvorfor skriver jeg dette? Fordi jeg ønsker langt mere åbenhed om denne type børn. Jeg finder det trist, at der er så meget tabu forbundet med det at sige højt, at ens barn er højt begavet. Jeg har et dybt og inderligt ønske om, at politikerne får øjnene op og forstår vigtigheden i at gøre folkeskolen rustet til at hjælpe og støtte disse børns udvikling. Sidst men ikke mindst, ønsker jeg, at vi begynder at forstå, at der ikke er en rigtig opskrift. Fordi nogle børn ikke trives i ‘systemet’, betyder det ikke, at de er forkerte og skal have en diagnose. Det er snarere det, vi byder vores børn, som er skævt.
Vi må have langt mere variation i skoletilbud, droppe ensretningen og i øvrigt lade det være op til den enkelte familie, hvad der er det rigtige for lige netop deres barn.

Inspiration:

Danmark taber de mest intelligente børn på gulvet

Foreningen Gifted Children

Kidstarter.dk

 

Følg mig på facebook

You Might Also Like

22 Comments

  • Reply Kamilla juni 27, 2017 at 7:59 am

    Kære Lisbeth

    Tak fordi du delte din ærlige beretning om din søn og det valg I har truffet. Hvor er det dejligt, at din søn bliver respekteret og mødt på den måde.

    Personligt tænker jeg tilbage på min skoletid med ondt i maven – alle de timer hvor jeg frygtede og ikke trives. Socialt var jeg med, men jeg passede ikke ind i rammerne.. jeg håber revolutionen er på vej! Jeres modigjed vidner om, at den er ❤️

    Kærligst

    Kamilla

  • Reply Mathilde juni 27, 2017 at 8:39 am

    Jeg kan slet ikke forstå, hvis du skulle blive dømt på dette indlæg!! Din søn er måske det heldigste barn i verden fordi, at han har en mor og en far, der ser ham, forstår ham og handler på det!! Det er det vigtigste!! Er der nogen, der kan skabe inspirerende, trygge, modige rammer for børn, så er det jer! Og alt er nemlig læring… Kæmpe tillykke med Jeres flotte beslutning – alle tvivlsspørgsmål omkring læring, det sociale osv er jeg sikker på, nok skal give sig selv hen af vejen… Stort knus herfra

  • Reply Line juni 27, 2017 at 9:05 am

    Jeg elsker dit barnesyn. Vi lever desværre i et samfund, hvor der sjældent er tid og penge til at se det enkelte barn – vi er sågar begyndt at udskælde og nedgøre forældre, som drager for meget omsorg for deres børn. Kan man overhovedet det?
    Ja, siger folkedomstolen på facebook og peger fingre af ad ’speltmødre’ og ‘curlingforældre’.

    Min datter er 12 år. Hun er ikke højt begavet, men hun har flair for sprog, en medfødt evne for fordybelse og hun fik en vuggegave, der gør hende en mester i at fortælle historier og udtrykke sig på skrift.
    Da hun var lille, var det naturligt at fodre hendes følsomme og nysgerrige sind med ord – vi læste højt i én uendelighed, sang og stimulerede alle sanser med årskort til det lokale børneteater. Jeg kunne mærke, det gjorde mit barm godt – og verden omkring os ‘nikkede anerkendende’. Så længe børnene er små, er det en pligt at stimulere de små pus.

    Seks år gammel var barnet så skoleklar, som noget barn kan blive. Desværre blev særligt danskundervisningen hurtigt en endeløs venten på andet end alt for lette opgaver , en venten som varer ved, nu hvor hun snart begynder i sjette. Jeg bakker op, og sørger for at barnet får faglig udfordring udenfor skoleregi – men hvor jeg tidligere var ‘overskudsmor’ til et lille barn, er jeg nu, i manges øjne, ‘paceforælder’ til en skolepige.
    Min datter trives i skolen, men vi har begge opgivet, at hun skal finde faglig stimuli i klasseværelset. Kravene der stilles er få, hvilket er rigtig fint for de børn, der føler sig presset, men for de børn, der higer efter udfordring, er det en ørkenvandring. Det er ikke lærernes skyld, deres tid er knap, men når alt feedback efterhånden gives i grupper, sidder der nogle børn, som kun kan drømme om brugbar sparring og anvisninger til, hvordan de kan blive dygtigere.

    Vi startede ud på en privatskole – det var helt slemt. Selv den mest høflige henvendelse, efter at barnet havde kedet sig i over et år, blev modtaget som en personlig kritik. Så jeg peger bestemt ikke fingre ad folkeskolen, som jeg oplever, gør sit bedste. Men hvor er det dog trist, at der gang på gang tales om behovet for differentiering og fokus på, at dygtige elever også har brug for støtte – men intet sker. I mellemtiden forstærkes disse børns følelse af at være forkert og anderledes.

    Jeg tænker, hvor svært kan det være at lave nogle supplerende tilbud til de fagligt sultne børn? Og hvorfor insisterer vi egentlig primærk på kun at fejre sportslige præstationer i indskoling og på mellemtrin?

    Der er lyspunkter hist og pist, som f.eks. Da Vinci linjen i Esbjerg. Men for de fleste bogligt begavede børn er der lang vej endnu, før deres behov bliver mødt – ergo afgøres deres faglige trivsel i hjemmet, og det lyder til, at I har truffet en vigtig og rigtig beslutning – som ikke er hugget i sten.

    Ønsker dig og din familie en herlig sommer ❤️

    Line

    • Reply Majken juni 28, 2017 at 8:12 am

      Kære Line.
      Hvordan ved du, at din datter ikke er højtbegavet? Begavelse ser ud på mange forskellige måder, forskelligt fra barn til barn. Og noget af det, jeg hører mange tale om, er netop flair for ord og fortælling og enoooorm kedsomhed i skolen. Det er ikke, fordi jeg vil definere dit barn. Men fordi mange har en forestilling om, at begavelse er en bestemt ting, når det i virkeligheden kan se helt forskelligt ud. Intentionen herfra er i hvert fald den bedste ❤️
      Kh. Majken

      • Reply Line juni 28, 2017 at 9:11 am

        Kære Majken – for din respons ❤️
        Da min datter var yngre, læste jeg alt hvad jeg kunne opdrive om højt begavede børn. På mange måder er min datter prototypen: Tidlig veludviklet sans for humor og ironi, kedsomhed i nogle fag, mere sensitiv end gennemsnittet, videbegærlig, flair for sprog allerede i vuggestuen etc.
        Det handlede ikke om, at jeg synes mit barn var mere unik end de andre, men hun kedede sig og det tog skoleglæden fra hende, så mit studie var et forsøg på at finde ud af, ‘hvad der var galt med mit dejlige barn’.
        Reaktionen fra omverdenen på begrebet ‘højt begavet’ var dog på ingen måde positiv, og det var ingen hjælp for min datter, at jeg blev stemplet som ‘tigermor’. Derfor fravalgte jeg udtrykket og har siden valgt andre ord til at beskrive mit barn – ord som glider nemmere ned hos lærere og medforældre. Der er generelt stor uvidenhed omkring ‘de højt begavede børn’ – mange tror fejlagtigt, at det er små vidunderbørn som kan alt. Mit barn kan ikke alt, men på nogle områder kan hun mere end de fleste – og på andre områder er hun ‘almindelig’. Min opgave er at støtte og stimulere – og i vores tilfælde er ordet højtbegavet mere til skade end til gavn. Så lad os bare sige at hun er et følsomt gemyt, der læser meget tykke boger og interesserer sig mete end de fleste for historie, politik etc. 😊

  • Reply Elizabeth juni 27, 2017 at 9:12 am

    Tak for dette indlæg – jeg skulle lige til at anbefale dig at se nærmere på GC, hvor din måske kan finde flere af samme slags som ham selv at spejle sig i – så jeg blev glædeligt overrasket over at se dem i din liste i bunden af dit indlæg. Vi har selv været med i foreningen i snart 3 år, og det har givet lidt ro og inspiration i forhold til at høre andre have lignende oplevelser samt hvordan de har tacklet det. For ja – den høje begavelse kommer desværre ofte med den udfordring at man kan føle sig så utrolig ensom.

    Min søn – som minder en del om din – skal starte i 0. her til august. Jeg må indrømme at jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå. Vi har valgt en privatskole da vi håber at kulturen er til at han får mulighed for at blomstre og vise hvad han kan – og at ressourcerne er der, i det tilfælde at han ikke skulle trives. Tanken om at hjemmeskole som mulighed – hvis det ikke skulle gå – har strejfet mig. Super at høre, at det sagtens kan lade sig gøre!

    Tak, fordi du delte dette indlæg.

  • Reply Elizabeth juni 27, 2017 at 9:57 am

    P.S: Jeg går ud fra at I kender det i forvejen – men har I overvejet Atheneskolen?

  • Reply Lisa juni 27, 2017 at 10:46 am

    Tusind tak for et fantastisk indlæg. Hvor er din søn heldig at have en mor, der ser ham – og som har modet til at træffe de beslutninger, der er bedst for ham. Lige nu. Jeg elsker din afslutning: “Fordi nogle børn ikke trives i ‘systemet’, betyder det ikke, at de er forkerte og skal have en diagnose. Det er snarere det, vi byder vores børn, som er skævt”. Vær stolt af dig selv. Du er til stor inspiration. Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste og glæder mig til at læse mere på din vidunderlige blog <3

  • Reply Louise Nuppenau juni 27, 2017 at 10:54 am

    Skide godt indlæg. Læring foregår hele tiden, helt enig. Sejt i har muligheden for at gøre skole til noget sjovt.

  • Reply Haydée Vestergaard juni 27, 2017 at 11:44 am

    Tak <3

  • Reply Kristine juni 27, 2017 at 12:03 pm

    Du og din dreng – og hele din familie – er mere end velkommen i Gifted children 👍🏻 tak fordi du har modet til at dele jeres historie. Og I er ikke alene. Du har nemlig ret – der er mange som dit unikum. Og netop derfor er fortællingen vigtig! Tak!

  • Reply Ulla juni 27, 2017 at 1:15 pm

    Tak 🙂

    Vil så gerne, at der kommer mere fokus på de kloge børn.

    Netop at blive mødt med fordomme om, hvor dejlig og let man har det med et klogt barn, og den misundelse man møder er vigtig at få ændret.

    Se evt http://www.giganoerdellertalent.blogspot.dk

  • Reply Rikke juni 27, 2017 at 3:07 pm

    Vi ville elske at byde din skønne søn og resten af familien velkommen i http://www.giftedchildren.dk, her er der højt til loftet og plads til både frustrationer og pral. Her kan din søn finde ligesindede kammerater, og I kan som forældre finde et fantastisk netværk. Tak for dit fantastiske skriv ❤️

  • Reply Lene juni 27, 2017 at 7:35 pm

    Sikke et flot skriv. Hvor er din søn heldig, at I som familie har tid og mulighed til at være der for ham og ikke mindst at I ser ham lige præcis som han er. Det absolut vigtigste er, at vi som forældre gør alt hvad vi kan for, at vores børn vokser op og blive hele mennesker. Jeg kan som flere af de andre der har kommenteret virkelig anbefale http://www.giftedchildren.dk der er helt utrolig meget sparring til jer som familie. Der skal du ikke bekymrer dig om, hvilket emne der er rigtigt eller forkert at poste og intet er for småt til at blive “vendt” med andre.

  • Reply Anita juni 28, 2017 at 4:58 am

    ❤️Hvis børn ikke lærer på den måde der undervises, må der undervises på den måde de lærer❤️

  • Reply Mette Rathje juni 28, 2017 at 2:41 pm

    Hej Lisbeth
    Tak for en flot og modig fortælling om din helt særlige dreng. Håber han møder de rigtige mennesker i livet, hvor hans talent får lov at være en gave og hvor han kan føle sig rigtig og hjemme som i sin familie.
    Kh Mette

  • Reply VenterPaaVinBlog juli 4, 2017 at 9:36 am

    Hvor er det dejligt I har fået så fin og god en løsning – og hvor er det ærgeligt, at samfundet er så kasseinddelt, mere fokus på det!
    Men ja: Han lyder som en lærerig og skøn dreng, og sikke fine emner I har i hjemmeskolen – håber I finder nogle gode alternativer på den sociale front også.

    – A

  • Reply camilla juli 8, 2017 at 4:14 pm

    Kjære Lisbeth.
    Jeg føyer meg inn i rekken som takker deg for innlegget ditt, og at du er ærlig om dette. Du og din sønn er modige som deler dette, men dere hjelper mange med det dere forteller. Jeg kjenner meg igjen i så mye av det du skriver, og dette er en vanskelig sak uansett hvordan man snur på det. Min sønn har også alltid kjedet seg på skolen. Han skal nå begynne i 4.trinn, og fremdeles er det slik at han stadig blir ferdig før de andre. Vi har vurdert å undervise han hjemme, og har ikke helt bestemt oss enda, men jeg er usikker på om jeg er sterk nok faglig i for eksempel matematikk til å undervise han, så vi har ikke tatt noen avgjørelse på det enda. Vi har også vurdert å flytte han opp et trinn, men vi er usikre på hvordan det vil gå. Han er blant de sterkeste elevene i alle fag som de har målt, men noen fag måles ikke så lett, slik som gymnastikk,musikk, håndarbeid osv. Jeg syns også det er vanskelig fordi vår sønn har noen venner. Selv om ikke de båndene er veldig sterke slik det ser ut nå, håper jeg de vil bli det, slik at han kommer til å ha noen kamerater gjennom skolen.

    Jeg syns du er modig som tar på deg jobben med å undervise din sønn hjemme. Og jeg er ikke i tvil om at det kommer til å gå bra. Jeg har fulgt deg og det du skrive lenge nå, og du er en smart dame som ser ut til å ha en forståelse for ting, som ikke mange er heldige å ha. Jeg forstår at det blir ensomt for sønnen din uten skolekamerater, men det finnes jo andre måter å møte barn på, for eksempel gjennom aktiviteter på ettermiddagen? Det viktigste er at din sønn har en god hverdag, og dere tar aktive valg for å sikre han det. Han er heldig på den måten. Jeg håper veien videre blir litt lettere for sønnen deres, og at han finner noen kamerater som han kan trives med. Undervisningen hans er jeg sikker på at er mer enn bra nok 😉 Ønsker dere alle en god sommer <3

    Klem fra Camilla

  • Reply Louise juli 22, 2017 at 5:19 pm

    Dit indlæg rammer – stærkt, du vælger et alternativ – systemet tager virkelig ikke hensyn til at lade børn være dem, de er. Min ene søn på bare 4 år er igang med et udredningforløb for autisme og adhd og jeg har en helt forkert mavefornemmelse med dette – jeg mener ikke, at min dreng hører under disse diagnoser, han er blot anderledes end gennemsnittet og sensitiv. Samfundets higen efter at putte stempler på alle, der træder lidt ud for boksen er trist og at detofte kun er en diagnose, der kan udløse særlig hjælp i fx skolen, er en falliterklæring. Jeg overvejer også kraftigt hjemmeskoling – ligesom han heller ikke gik i vuggestue og kun få dage om ugen i børnehave.

    • Reply Smilerynker.dk juli 24, 2017 at 5:26 pm

      Åh, hvor jeg bare håber, at I finder den rigtige vej for jeres barn. Vil anbefale dig filmen: Being and becoming på vimio om unschooling. Den er meget inspirerende i forhold til hjemmeskoling.

  • Reply Anette juli 31, 2017 at 10:19 pm

    Tak fordi du deler dette
    som lærer er det dybt frustrerende når systemet begrænser os i at gøre det rette for de enkelte børn (om det så er fordi de er foran eller har svært ved det eller noget helt 3.) Min erfaring ar at vi ser dem, men er bundet på hænder og fødder, endnu mere idag end da jeg begyndte at læse til lærer.
    så der er bestemt brug for en revolution, for at der i skole såvel som samfund er plads til alle, mulighed for vækst for alle.
    måske skulle de bestemmende magter læse lidt om summerhill skolen.
    den bedste læring sker når lysten er der…,også må vi lærer om tabel som 5 årige hvis vi vil og kan og Zebraer som 15 årige…..

  • Reply Anja august 12, 2017 at 10:48 pm

    Sikke et fint indlæg – jeg håber og ber til at de “rigtige” folk læser det.
    Det er så frygtelig når børn sættes i bås, for børn er bare ikke ens.
    Vi har selv været udfrodret det sidste år, da min søn på 12 år udviklede angst for at komme i skole, han kunne ikke fortælle hvad det var der var galt.
    I starten var der ikke meget forståelse fra skolen – jeg var ved en healer/ kinisolog der fortalte at min søns angst for skolen bundede i at han fik diabetes da han var 4 år, og det kom til udslag nu – han følte ikke han selv havde kontrollen. Det går bedre nu ( han har også været til hypnose og det har også hjulpet ham rigtig godt.
    Hvor er det dejligt du kan undervise din søn hjemme – håber det bedste for ham og for jer.
    Kh Anja

  • Leave a Reply