5 ting, du bør skille dig af med…

juni 14, 2018

De fleste af os har ting i vores hjem, som bare fylder op og skaber rod, men alligevel har vi svært ved at skille os af med dem. Her er 5 ting, som du kan skille dig af med nu for at få mere ro i dit liv. Når du er færdig, kan du så læse nu afdøde Anthony Bourdains ‘Kitchen confidential’, som virkelig er læseværdig!

Ting, du ikke bruger

Hvorfor have ting i dit hjem, som du ikke bruger? Naturligvis er det fint, at have lidt nips-ting i vindueskarmen, som giver dig glæde, men alle de ting, som bare er der, fordi vi har glemt at tage stilling til dem, dem er der vel ingen grund til at gemme, er der? Ofte gemmer vi ting, fordi vi tror, at vi måske får brug for dem på et tidspunkt, men jeg tænker, at vi må have tillid til, at hvis vi endelig skulle mangle den pågældende ting en dag, så skal vi nok finde ud af det alligevel.

Tøj, som du ikke kan passe, som du ikke føler dig godt tilpas i etc.

Let’s face it… Chancen for at vi bliver højere, slankere, får smallere hofter eller mindre fødder over natten er minimal, og når vi har tabt eller taget de 5 kg på, som vi gerne vil, skal vi så ikke give os selv den gave, at finde noget smukt nyt(genbrugt) tøj, som vil klæde os? I stedet for at gemme alt muligt, som vi kunne passe for 10 år siden, men som vi ikke længere føler os godt tilpas i? Videre med det, så det kan skabe glæde i andre menneskers liv! Vil du have fif til at få ryddet op i garderoben for alvor, så kan du få adgang til mit gratis webinar om oprydning i klædeskabet lige her.

Ting, der er gået i stykker

Vi har det med at gemme ting, selvom de er gået i stykker… Måske de kan fikses? Men sandheden er jo som oftest, at vi ikke får repareret tingene, så de ender med at ligge og rode, så af sted med alt det, der er gået i stykker eller fiks det lige NU!

Gaverne, der ikke skabte glæde

Det med gaver er en kæmpe udfordring for de fleste. Vi får dårlig samvittighed, når vi får noget af vores kære, som vi ikke rigtig er glade for. Vi beholder det for at gøre andre mennesker glade, for ikke at skuffe andre etc. Det er jo en kliche at sige, at vi ved at beholde gaven gør os selv kede af det, men det er jo ikke desto mindre rigtigt. Gaver gives som regel for at skabe glæde hos modtageren, så er vi ikke glade, så skylder vi os selv og giveren at finde et godt sted til gaven. Et sted, hvor den virkelig KAN skabe glæde!

Alt det, som du bare ikke er rigtig glad for

Selvom din kaffemaskinen var dyr, så lad være med at beholde den, hvis du ikke kan fordrage kaffe. Lad være med at bruge din kostbare energi på ting, som ikke er vigtige for dig og som ikke giver dig glæde. Vi kan have en tendens til at gemme ting, fordi de har været dyre. Når man går i gang med at rydde op i sine ting, kan det være utrolig smertefuldt at finde ud af hvor mange penge, man har brugt på ting, som ikke har skabt den glæde, som var intentionen. Jeg vil dog alligevel anbefale dig, at du giver slip. Mange af os er opdraget med, at vi skal passe på vores ting, at penge ikke hænger på træerne etc. Vi har lært gennem ord og handlinger igennem hele opvæksten, at vi skal holde godt fast i vores ting. Vi har lært at materielle ting er lig med tryghed. Det har vi lært lige fra da mor kærligt stak sutten i munden på os for første gang…

…Men det er jo bare ting, og det giver så meget frihed at give slip. Når vi ikke har en masse overflødigt, der fylder op, så bliver der pludselig langt bedre tid til for eksempel at læse gode romaner.

Vil du have ryddet op en gang for alle? Så husk lige min workshop: Fra kaos til kærlighed – Få ro i dit hjem på 12 uger. Workshoppen har hjulpet over 150 familier med at få mere ro og overskud og få givet slip på det, der er overflødigt!

Vil du læse flere indlæg om en minimalistisk livsstil, så find alle mine indlæg her.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.