Udfordringer

31 Dages oprydning – Ryd op i gamle fotos og minder – Dag 20

januar 20, 2020

I dag handler januar-udfordringen om at få ryddet lidt op i alle de gamle fotos:

Brug 15 minutter på at rydde op i gamle fotos. Det kan være udfordrende at kigge tilbage i gamle minder. Tænk over hvilke fotos du har lyst til at tage frem og se på. Tænk på, at du altid vil have smukke minder, uanset om du har fotos at se på eller ej. Du kan evt. scanne dine billeder ind og lave et fotoalbum på computeren. Så kan du dele dine minder med andre, men de fylder ikke i skufferne.

Det kan være en stor ting lige at hive alle de gamle fotos frem og genopleve alle oplevelserne. Derfor anbefaler jeg dig, at du starter i det små.

Billeder er jo ofte lig med gamle minder, som der pludselig bliver rippet op i, og det er ikke altid, at vi lige er klar til det, så tag det i et stille og roligt tempo.

Billeder på mobiltelefonen

Jeg er uden tvivl selv for dårlig til at slette billeder på telefonen, og det bliver hurtigt til et stort rod. Det bedste vi kan gøre er jo at slette løbende – alle gengangerne og alle de billeder, vi ikke vil se på. Det er så vigtigt, at vi er kritiske i forhold til de billeder, vi tager. Er det nødvendigt at hive telefonen op i tide og utide og tage billeder af hver eneste bevægelse, vores børn laver? Jeg øver selv virkelig i ikke at tage billeder hele tiden, men bare at være til stede. Det er nok en af grundende til, at jeg aldrig bliver den mest aktive på eks. Instagram, fordi jeg simpelthen føler, at det at fotografere og dele stjæler det vigtige nærvær, som jeg skrev om for nogle dage siden. For mig fungerer det bedre, at jeg planlægger, hvornår jeg fotograferer, og jeg så er tilstedeværende resten af tiden.

Tips til at organisere dine digitale fotos

  • Slet de dårlige billeder med det samme.
  • Tag et kursus i fotografering eller læs på nettet om det, så du bare kan nøjes med at tage få GODE fotos fra begyndelsen.
  • Opret mapper på computeren til dine fotos og navngiv dem, så de er nemme at finde rundt i.
  • Slet billeder fra hukommelseskortet på kameraet så snart dine billeder er overført til computeren.
  • Husk altid at tage backup.
  • Gem dine fotos i ‘skyen’, så de ikke fylder på computeren.
  • Får du fotos fremkaldt så brug dem og glæd dig over dem:

Lav fotokalendre til familien (hvis de efterspørger det), lav bøger du og dine børn kan kigge i, hæng billederne på væggen mens de er nye og friske etc.

Spørgsmål, du kan stille dig selv, når du rydder op i fotos i papirform

  • Er dette et godt minde, som gør mig glad? Gem aldrig billeder, som gør dig trist eller er fra tidspunkter af dit liv, hvor du havde det skidt, og som du ikke vil mindes.
  • Er det billeder, som relaterer sig til mit liv eller andres?
  • Hvorfor beholder jeg disse fotos?
  • Hvilke følelser vækker de i mig?

Spørgsmål, du kan stille dig selv, når du rydder op i ting med minder generelt

  • Giver tingene mig unødig fyld?
  • Er det mine egne historier, der ligger i tingene, eller er det andres?
  • Kan jeg få mere ud af at slippe tingene end at beholde dem? (Mindre rod, mere ro, mindre oprydning og mere tid?)
  • Hvad er det for følelser, der gør, at jeg holder fast i tingene?

Vores minder vil aldrig forsvinde. Heller ikke fordi vi giver materielle ting videre eller smider vores billeder ud. Nogle af de ting, jeg tænker over for at holde fast i dejlige minder er:

  • Vi taler om minder i familien, gode oplevelser vi har haft sammen etc.
  • Vi taler om afdøde familiemedlemmer og mindes dem på den måde.
  • Vi har skabt små ritualer og gode minder på afdødes fødselsdage, dødsdage etc.

Hvad gør du for at mindes?

Held og lykke med oprydningen!

Vi ses i morgen.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply 31 Dages oprydning – Ryd op i dine digitale fotos – Dag 26 – Smilerynker.dk januar 26, 2020 at 12:50 pm

    […] jeg udgav indlægget d. 20 januar, hvor vi skulle ryde op i gamle fotos og minder, havde jeg ikke lige taget højde for, at jeg havde […]

  • This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.